Politi stoppede tog med mistænkt biltyv om bord

Midt- og Vestsjællands Politi valgte tirsdag at stoppe et tog. En formodet biltyv blev anholdt på toget

Udgivet Opdateret

En 23-årig mand blev tirsdag aften anholdt og sigtet for brugstyveri af en bil, sprit- og narkokørsel, kørsel i frakendelsestiden og besiddelse af euforiserende stoffer.

Manden blev anholdt, imens han sad i toget fra Køge til København, skriver Midt- og Vestsjællands Politi i sin døgnrapport.

Politiet valgte at stoppe toget, da en stjålet bil var blevet efterladt i nærheden af Køge Station. Bilen var også blevet låst.

Bilen blev meldt stjålet klokken 19.14 af en 55-årig mand. Han havde efterladt sin bil tændt og med nøglen i, imens han hentede fastfood, skriver politiet.

Da han kom ud igen, var bilen væk.

Vidne stod frem

Et vidne på stedet havde set en ung mand sætte sig ind i bilen og køre fra stedet.

Den unge mand, som er sigtet i sagen, svarede ifølge politiet til signalementet.

Han havde også nøglen til den stjålne bil på sig.

Den 23-årige mand er blevet afhørt til sagen og fik udtaget en blodprøve. Han er siden blevet løsladt.

Han kan forvente at høre mere fra politiet på et senere tidspunkt, lyder det.

MIDT- OG VESTSJÆLLANDS POLITI

Midt- og Vestsjællands Politi dækker Greve, Holbæk, Kalundborg, Køge, Lejre, Odsherred, Ringsted, Roskilde, Solrød og Stevns kommuner.

Politikredsen har et samlet indbyggertal på ca. 440.000 borgere og strækker sig over et areal på ca. 3.000 km2 fra Stevns i syd og til Sjællands Odde i nord.

Der er ca. 740 ansatte i Midt- og Vestsjællands Politi, heraf er ca. 540 politifolk.

Kilde: Midt- og Vestsjællands Politi



Powered by Labrador CMS