Tilbage efter alvorlig sygdom

For lidt over to år siden faldt Iker Casillas om til træning, og målmanden, der 20. maj fylder 40 år, kom aldrig til at spille en professionel kamp igen

Foto: Scanpix.
Udgivet Opdateret

Iker Casillas’ navn vil i de næste mange år være en del af diskussionen om, hvem der er tidernes bedste fodboldmålmand.

Spanieren, der torsdag 20. maj fylder 40 år, har vundet alt, hvad der er værd at vinde. Og havde han ikke haft problemer med hjertet, kunne han have føjet endnu flere medaljer og pokaler til kaminhylden.

Onsdag 1. maj 2019 blev dog en skæbnedag for keeperen. Under en træning for portugisiske FC Porto blev han ramt af en blodprop i hjertet og blev straks fragtet til et hospital og opereret.

To måneder senere var han tilbage på træningsbanen, men han kom aldrig til at spille en betydende kamp igen. I august 2020 opgav han jagten på et comeback og indstillede karrieren uden at være bitter over omstændighederne.

– Med hårdt arbejde kan man opnå, hvad man vil. Og jeg kan uden tvivl sige, at jeg har opnået de ting, som jeg altid har drømt om, skrev Casillas i et opslag om karrierestoppet, som han samtidig kaldte karrierens hårdeste og sværeste beslutning.

Legende i Real Madrid

Det er svært at sige Iker Casillas uden også at sige Real Madrid. Han vogtede målet for den spanske storklub i mere end halvandet årti fra 1999 til 2015.

I den periode var han nærmest synonym med kongeklubben. Den reaktionsstærke keeper vandt det spanske mesterskab fem gange med Real Madrid, og det blev også til tre sejre i Champions League.

725 gange bar han klubbens målmandstrøje i en førsteholdskampe. Kun angriberen Raul Gonzales har spillet flere – 741 – kampe for kongeklubben.

Derfor var det uskønt, at Casillas pludselig blev kasseret i Real Madrid i sommeren 2015. Han kunne enten affinde sig med at være reserve, eller også skulle han skifte klub for at få spilletid. Han valgte det sidste og tilbragte resten af karrieren i Portugal.

Iker Casillas var anfører for Spanien, da holdet vandt VM i 2010 og EM i 2008 og 2012. Han har spillet 167 landskampe for Spanien.

I dag er han tilbage i hjerteklubben Real Madrid. Casillas er vicedirektør i den såkaldte Real Madrid Foundation, der er klubbens afdeling for forskellige sociale projekter over hele verden.

Powered by Labrador CMS