Det er rigtig skidt for købere

Samtidig med at udbudspriserne er steget, så er udbuddet af boliger faldet, viser tal fra Finans Danmark

Boligudbuddet har i februar været det laveste i præcist 16 år. (Arkivfoto).
Boligudbuddet har i februar været det laveste i præcist 16 år. (Arkivfoto).
Udgivet Opdateret

I 16 år har udbuddet ikke været lavere på boligmarkedet. Det viser tal fra februar.

Det viser tal fra Finans Danmark, interesseorganisation for den finansielle sektor. Tallene dækker over udbuddet af huse, lejligheder og sommerhuse.

Ifølge tallene er udbuddet af boliger i februar faldet med næsten 350, så der i slutningen af måneden har været 29.373 boliger til salg.

Det er det laveste siden februar 2006 og altså det laveste i præcist 16 år.

Flere vil sælge

I Finans Danmark bemærker Ane Arnth Jensen, viceadministrerende direktør, at det ikke er usædvanligt, at der bliver sat færre boliger til salg om vinteren.

- Al erfaring viser, at flere vælger at sætte deres bolig til salg i løbet af foråret og sommeren.

- Potentielle huskøbere har dog i år færre valgmuligheder end tidligere.

- Hvis man er på jagt efter et nyt hjem, kan man derfor opleve, at der vil være længere imellem "til salg"-skiltene, siger Ane Arnth Jensen.

Ringere kort til køberne

For alle tre boligtyper - huse, lejligheder og sommerhuse - har udbudspriserne i februar været højere sammenlignet med et år tidligere.

Eksempelvis har udbudspriserne for huse været godt otte procent højere. For lejligheder har de været godt fire procent højere.

I Arbejdernes Landsbank peger økonom Lisette Rosenbeck Christensen på, at de højere udbudspriser giver køberne ringere kort på hånden i boligjagten.

Godt for sælger

Årsagen er, at det resulterer i korte salgstider og begrænset betænkningstid.

- Omvendt stiller det sælgerne i en ganske solid forhandlingssituation.

- Men på trods af de vanskeligere forhold ved at finde den rigtige bolig til prisen så holder køberne sig ikke tilbage, og handelsaktiviteten på boligmarkedet er fortsat imponerende høj i øjeblikket, siger hun.

Ikke højere udbud

Økonomen forventer, at boligudbuddet som vanligt vil stige i foråret. Det vil igen give køberne flere muligheder at vælge imellem.

Lisette Rosenbeck Christensen siger dog også, at man nok ikke skal forvente et markant højere udbud.

Powered by Labrador CMS