Så meget dyrere er det at leve i juni

En gennemsnitlig børnefamilie bruger knap 500 kroner mere om måneden sammenlignet med sidste år

Udgivet Opdateret

Når havregryn, hakket oksekød og pasta kommer i indkøbskurven, skal der graves dybere i pengepungen end sidste år.

Helt nøjagtigt er det blevet 490 kroner dyrere om måneden for en gennemsnitlig børnefamilie at købe dagligvarer.

Det viser nye beregninger fra Fødevareministeriet.

- Det er dyrere at gå ned og handle, uanset om vi skal købe en pakke smør eller en liter mælk. Det skal ses oveni at folk også har en højere el- og benzinregning. Så det er temmelig krasbørstig, det man oplever, siger fødevareminister Rasmus Prehn (S).

"Begræns madspild"

Ifølge ministeren er det dog muligt at spare penge, hvis man begrænser madspild og følger kostrådene.

- Reducerer man for eksempel mængden af kød, er det rigtig godt for klima og sundhed, men de månedlige omkostninger bliver også reduceret, siger Rasmus Prehn.

Når køleskabet skal fyldes op med dagligvarer, er det blevet 490 kroner dyrere om måneden for en gennemsnitlig børnefamilie, viser beregninger fra Fødevareministeriet. (Arkivfoto).
Når køleskabet skal fyldes op med dagligvarer, er det blevet 490 kroner dyrere om måneden for en gennemsnitlig børnefamilie, viser beregninger fra Fødevareministeriet. (Arkivfoto).

Han siger videre, at en børnefamilie ifølge ministeriets beregninger i gennemsnit smider ud, hvad der svarer til 60 måltider om året.

- Hvis man planlægger sin madlavning noget mere og får brugt de råvarer, man har, frem for at smide dem ud, så er det også penge at spare, siger Rasmus Prehn.

Anbefaler flere grøntsager

Nogle af de varer, der er steget mindst i pris, er grøntsager og ris, mens nogle af de varer, der er steget mest, er pasta, olie, smør og kalve- og oksekød.

De varegrupper, der er steget mest, er også dem, som Fødevareministeriet anbefaler, at man spiser mindre af.

- Spis i stedet nogle gulerødder eller grøntsager i det hele taget, og linser og bønner. Det er også billigere, siger fødevareministeren.

INFLATION

I en markedsøkonomi kan priserne på varer og tjenester altid variere.

Nogle priser stiger, andre priser falder.

Der er tale om inflation, hvis der er en generel stigning i priserne, ikke kun på en enkelt vare eller tjeneste.

Det betyder, at man kan købe mindre for 1 euro.

Eller sagt på en anden måde: 1 euro er mindre værd, end den var før prisstigningen.

Kilde: Den Europæiske Centralbank

"Det gør avs"

Ministeren vil igangsætte et arbejde for at undersøge, om der er andre forslag og idéer til, hvordan forbrugerne kan tackle de stigende fødevarepriser.

Det er en forskergruppe fra Københavns Universitet, der skal lede det arbejde.

- Det er op til folk selv at beslutte, hvad man vil. Vi kan bare se, at de stigende priser gør avs hos den enkelte forbruger, siger han.

Powered by Labrador CMS