17-årig sigtet efter skjult kamera på toilet

En enkelt person er blevet informeret om, at vedkommende er blevet filmet af det skjulte kamera

Udgivet Opdateret

Citathistorie: TV2 Østjylland

Østjyllands Politi har nu sigtet en 17-årig dreng for at have opsat et kamera på et toilet på Aarhus Gymnasiums afdeling på Dollerupvej.

Det kom frem den 9. maj via TV2 Østjylland, at skolens rektor havde udsendt en besked på skolens intranet omkring fundet af kameraet, og sagen blev meldt til politiet, der siden har efterforsket sig frem til den formodede gerningsmand.

Sad kun en times tid

Kameraet blev afhentet af en patrulje, og nu har efterforskingen ført til, at man har sigtet en 17-årig dreng for at stå bag. Drengen er sigtet for blufærdighedskrænkelse, forsøg på blufærdighedskrænkelse og for på uberettiget vis at have fotograferet andre.

Det pågældende kamera nåede ifølge politiets oplysninger at sidde placeret i godt en times tid, inden det blev opdaget.

Sagen afsluttet

Østjyllands Politi har fået identificeret en enkelt forurettet, som er blevet informeret om sagen, men ellers fremgår der ikke andre genkendelige personer på videomaterialet.

Østjyllands Politi siger til TV2 Østjylland, at det nu betragter sagen som afsluttet.

Powered by Labrador CMS