60 år i dag

Biskop Marianne Gaarden har i hele sin karriere været optaget af, hvordan folk egentlig hører det, der bliver sagt i kirken. Den 4. februar fylder hun 60 år

Udgivet Opdateret

Marianne Gaarden - En karriere i teologiens tjeneste

Marianne Gaarden har været biskop over Lolland-Falsters Stift siden 2017 og fylder 60 år den 4. februar.

Hun har en baggrund som sognepræst og underviser, og har lagt vægt på formidlingen af teologi og evangeliet.

Gaarden har forfattet flere værker om homiletik og praktisk teologi, og har forsket i hvordan prædikener opfattes af kirkegængere.

Hun har bidraget til debatten om folkekirkens fremtid med bogen 'Urbaniseringens konsekvenser for folkekirken' udgivet i 2022.

Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

Da Marianne Gaarden begyndte at læse teologi, blev hun samtidig fast kirkegænger.

Men det var langtfra altid, hun forstod, hvad præsten egentlig mente.

Det blev startskuddet til, hvordan hendes karriere skulle forme sig.

Den 4. februar fylder Marianne Gaarden 60 år.

Biskop siden 2017

Hun har været biskop, som er den øverste gejstlige myndighed, over Lolland-Falsters Stift siden 2017.

Før hun kom dertil, var hun på en lang rejse inden for teologiens verden.

Især formidling har fyldt meget.

- Dengang jeg læste teologi, forudsatte man, at hvis bare man var en dygtig teolog, var man per definition også dygtig til at formidle teologien.

Men sådan er det ikke altid i praksis. Og det optog Marianne Gaarden.

Læste retorik

Under teologistudiet valgte hun derfor at læse retorik.

- Jeg blev efterfølgende opfodret til at arbejde videre med formidling af evangeliet, og det blev rettesnoren for mit følgende arbejde.

Marianne Gaarden har et langt cv bag sig. Hun har siden 2017 siddet som biskop over Lolland-Falsters Stift. Den 4. februar fylder hun 60 år.

Efter nogle år som sognepræst og underviser på præsteuddannelsen fik hun et ph.d.-stipendiat, hvor hun interviewede folk på kirkebænkene om, hvordan de oplever og hører præstens prædiken.

- Hvordan folk egentlig hører det, der bliver sagt fra prædikestolen, har altid optaget mig, siger hun.

- Man er nødt til at have sine tilhørere for øje, når man forbereder sin prædiken.

Forfatter

Marianne Gaarden er forfatter til en lang række publikationer og bøger om homiletik (kunsten at prædike), om praktisk teologi og om folkekirken.

Fra arbejdet som sognepræst, underviser og forsker blev hun biskop over Lolland-Falsters Stift. Et område af landet, der er mærket af en økonomisk og demografisk skævvridning, som også har konsekvenser for folkekirken.

Derfor undersøgte Marianne Gaarden samfundsudviklingen og udgav i 2022 bogen "Urbaniseringens konsekvenser for folkekirken".

Den har efterfølgende bidraget til en debat om, hvad man skal gøre med de mange middelalderkirker i tyndt befolkede områder.

Fejres med festgudstjeneste

Fødselsdagen fejres med en festgudstjeneste i Maribo Domkirke med efterfølgende reception.

Privat er Marianne Gaarden gift med Michael Schelde. Parret har tilsammen fem børn og tre børnebørn.

Powered by Labrador CMS