Advarer ansatte mod asbest

Der er en risiko for, at folk er blevet udsat for asbest i forbindelse med arbejde på rådhuset i Aarhus

Offentliggjort Sidst opdateret

Aarhus Kommune advarer om asbestrisiko

Aarhus Kommune har opdaget manglende dokumentation for asbesthåndtering ved flere byggeprojekter på rådhuset.

Kommunen anbefaler ansatte og håndværkere med asbestrelaterede sygdomme at søge lægehjælp og kontakte relevante myndigheder.


Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

Aarhus Kommune kan ikke afvise, at ansatte eller håndværkere, der har arbejdet på rådhuset i Aarhus, har været udsat for asbest.

Det skriver kommunen på sin hjemmeside.

- Aarhus Kommune har i forbindelse med en gennemgang af flere historiske byggearbejder på Aarhus Rådhus konstateret, at der ved en række opgaver ikke forefindes tilstrækkelig dokumentation for håndteringen af asbest, fremgår det.

Kan give kræft

Asbestfibre kan føre til kræft i blandt andet lunger og strube. Kommunen anbefaler, at man tager affære, hvis man har fået konstateret en asbestrelateret sygdom.

Kommunen arbejder i øjeblikket på at kortlægge alle relevante byggeopgaver fra 2007.

Man har bedt Dansk Miljørådgivning A/S foretage en gennemgang af disse samt en risikovurdering i forhold til håndteringen af asbest.

Aarhus Kommune kan ikke afvise, at man som håndværker eller ansat på rådhuset i Aarhus er blevet udsat for asbestfibre. (Arkivfoto).

105 byggeprojekter

Der arbejdes med en liste på 105 byggeprojekter, der er placeret i risikogrupper fra 1 til 3, hvor 1 indikerer den højeste risiko.

Fokus vil til at begynde med være på de projekter, hvor det vurderes, at der med stor sandsynlighed er håndteret asbestholdige materialer, lyder det.

Kommunen kommer med tre anbefalinger til ansatte og håndværkere, der har fået konstateret en asbestrelateret sygdom, efter at man arbejdet på et af de pågældende projekter.

- Tal med din læge

Tal med din læge, kontakt fagforeningen og Arbejdsmarkedets Erhvervsforsikring, hvis sygdommen skyldes arbejdet på rådhuset.

Har man blot som gæst eller ansat opholdt sig i lokaler med asbestholdige materialer, bør man ikke umiddelbart være bekymret.

Risikoen vurderes "ubetydelig", hvis man ikke har håndteret de skadelige materialer.

Det oplyses på hjemmesiden, at der i samarbejde med 3F er blevet udarbejdet en ny procedure for miljøscreening forud for eventuelle reparationer, udskiftninger, nedrivninger og renoveringer.

Powered by Labrador CMS