Alt, alt for passiv

Landstræner Kasper Hjulmand var for passiv i anden halvleg, hvis man spørger Tipsbladets chefredaktør

Udgivet Opdateret

Kritik af Kasper Hjulmands taktik

Kasper Hjulmands passivitet kritiseres efter Danmarks 1-1 kamp mod Slovenien ved EM. Landstræneren foretog først en udskiftning efter Sloveniens udligning.

Medier og eksperter beskriver anden halvleg som en nedtur, hvor Hjulmands manglende reaktion tillod Slovenien at komme tilbage i kampen.

Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

Utilfredsheden hos de danske medier var til at få øje på, efter fodboldlandsholdet søndag åbnede EM med 1-1 mod Slovenien.

Danmark førte 1-0 ved pausen, men i anden halvleg kom Slovenien tilbage i opgøret og fik point med fra åbningskampen.

Allan Olsen, chefredaktør hos Tipsbladet, langer ud efter landstræner Kasper Hjulmands passivitet fra bænken i løbet af anden halvleg.

- Må have set faresignalerne

- Kasper Hjulmand må jo også have set faresignalerne, altså at Danmark så brugt ud, og at Slovenien kom tættere og tættere på, men der skete ikke meget fra bænken.

- Til trods for, at Hjulmand faktisk havde masser af muligheder siddende på bænken, der kunne ændre kampen, skriver Tipsbladets chefredaktør.

Den første danske indskiftning kom efter 78 minutter, da Slovenien havde udlignet til 1-1. Her skiftede landstræneren Victor Kristiansen ud til fordel for Joakim Mæhle.

Landstræner Kasper Hjulmand lavede sin første udskiftning efter 78 minutter af søndagens kamp.

Trafikuheld

Sportskommentator hos B.T., Lasse Vøge, kalder anden halvleg for "et trafikuheld i langsom gengivelse".

- Jeg fatter ikke, at Kasper Hjulmand sad på hænderne og passivt betragtede nedturen nærme sig fra anden halvlegs start, indtil slovenernes uundgåelige udligning faldt.

- Jeg vil påstå, at alle tv-seere og tilskuere kunne se, at det danske landshold blev dårligere og dårligere fra minut til minut, skriver Lasse Vøge i en kommentar.

Danmarks egen skyld

Og det var Danmarks egen skyld, at Slovenien kom tilbage i opgøret, hvis man spørger Michel Wikkelsø Davidsen, chefredaktør på bold.dk.

- Det var jo kun fortjent, at Slovenien scorede til 1-1 en halv times tid inde i anden halvleg. Det var faktisk unfair, at det ikke var sket inden da, skriver chefredaktøren i en klumme.

- Det danske landshold var fuldstændig forkrampet, og mens planen var klar inden pausen, var den væk efter. Energien forsvandt.

Eriksen lyspunkt

Der var dog også positive ting at tage med fra kampen, mener de danske medier. Første halvleg og særligt Christian Eriksens præstation bliver fremhævet som noget, man kan tage med fra kampen.

- Det lignede også en totalt fri rolle til Eriksen, der både kom i feltet og var Danmarks farligste, men også trak tilbage, når spillet skulle bygges op. Det pynter. Både på Eriksens fremtoning, men også landsholdets udtryk, skriver Tipsbladets Allan Olsen.

Powered by Labrador CMS