Bedsteforældre vinder million: Deler med familien
En ældre mand fra Nordsjælland er fast besluttet på at dele en stor Lotto gevinst med hele familien. De første rejser til Knuthenborg, Legoland og Italien er allerede booket
Nogle gange kan man få endnu mere for pengene, hvis man beslutter sig for at dele dem med andre.
Det er en ældre mand fra Nordsjælland kommet frem til, efter at han for nyligt vandt en million kroner i Lotto.
I stedet for at bruge pengene på sig selv, så har han og konen besluttet sig for at bruge dem på oplevelser, som de kan dele med familien.
- Når man har børn og børnebørn, så er det noget af det første, man tænker på, når man har vundet mange penge: At forsøde deres tilværelse. De vil gerne på noget ferie, men det er dyrt, så nu har vi betalt for deres ferie og så tager vi ned og besøger dem undervejs. Vi skal også med børn og børnebørn til Knuthenborg og Legoland med overnatninger, så man kan sige, at en del af gevinsten går til at være sammen med familien, fortæller den glade Lotto-millionær i en pressemeddelelse fra Danske Spil.
Inviterer på fodbold
Han planlægger også at invitere den fodboldinteresserede del af familien på tur rundt til nogle af de største stadioner i Europa - der, hvor det kan betale sig at give lidt mere for billetterne.
- Jeg spurgte dem, hvor de ville hen - de kunne selv bestemme hvor: Så nu skal vi til Barcelona, og vi har fået nogle af de rigtigt gode pladser helt nede ved banen. Og vi skal også til Tyskland på et tidspunkt, tror jeg," siger han og fortsætter:
- Opera er fantastisk. Bare scenariet! Der har vi nu også gode billetter, så vi sidder godt. Så pyt med, om det koster skillinger, siger han.
Penge tilbage
Selv med de mange rejser og dyre billetter, så er der stadig penge tilbage.
De skal bruges på at forsøde hverdagen, fortæller manden.