Blev landskendt under Corona
Anders Frandsen var politiets ansigt udadtil under covid-19
Gennem sin karriere har Anders Frandsen vist, at vedholdenhed og evnen til at navigere i komplekse landskaber kan lede en ned ad flere forskellige veje.
Som direktør i Dansk Skovforening arbejder han for, at private skovejere får de bedst mulige betingelser for at drive skovbrug og arbejde for omstillingen til et biobaseret samfund.
- Man kan sige, at vi arbejder for gode vilkår for et erhverv, der bidrager til et smukt og grønt Danmark, hvilket er en vigtig del af den grønne trepart.
- Den grønne trepart er grundlæggende en god aftale. Vi kan godt have lidt bekymringer, om den når hele vejen til de 250.000 hektar skov. Men helt generelt synes jeg, at vi står et godt sted, siger Anders Frandsen.
Rigspolitiet
Inden han blev direktør i Dansk Skovforening, var Anders Frandsen, der 9. december fylder 50, kommunikationsdirektør hos Rigspolitiet i seks år.
Her var han blandt andet med til at lede den nationale krisekommunikation under coronapandemien.
Ofte selv som deltager på myndighedernes fælles pressemøder.
Han fortæller, at det var en intens periode, der ifølge ham var en af de største kommunikationsopgaver nogensinde i Danmark.
Skarphed og præcision
Det krævede både skarphed og sproglig præcision.
- Der er forskel på, om det er opfordringer, anvisninger eller egentlige reguleringer og nye regler. Vi tog alle instrumenterne på kommunikationspaletten i brug, fortæller han.
Gennem sin karriere har Anders Frandsen arbejdet med politik, kommunikation og interessevaretagelse.
Blandt andet i roller som særlig rådgiver for forhenværende klima- og energiminister Connie Hedegaard, chefkommunikationsrådgiver i Danske Bank og public affairs director i Rud Pedersen.
- I mit nuværende virke kombineres de tre tråde i én rolle, hvor de fylder lige meget, og det passer mig godt.
- Man kan sige, at jeg er gået fra lovens til skovens lange arm.
Opvokset i Esbjerg
Anders Frandsen er opvokset i Esbjerg og uddannet jurist fra Københavns Universitet. Han er desuden udnævnt til ridder af Dannebrog og optaget i Kraks Blå Bog.
Han bor på Frederiksberg, er ivrig jæger og dedikeret Esbjerg-fan. Han spiller også selv fodbold i sin fritid.
På fødselsdagen er han i Vejle til bestyrelsesmøde i Triangle Energy Alliance, hvor han er bestyrelsesformand.
Det er en sammenslutning af virksomheder og kommuner i Trekantområdet, der arbejder med at fremme grøn omstilling og vedvarende energi.
- Men mon ikke der også kan blive tid til middag om aftenen, tilføjer han.