Christian Eriksen skifter klub

Eriksen får en tre-årig kontrakt

Udgivet Opdateret

Christian Eriksen skifter til Manchester United på en treårig kontrakt, oplyser den engelske storklub på sin hjemmeside.

Christian Eriksen skifter til Manchester United.
Christian Eriksen skifter til Manchester United.

Dermed kan danskernes fodbold-darling nu kalde sig Manchester United-spiller.

Fredag oplyser den engelske storklub, at fynboen er ny spiller i klubben. Den danske fodboldstjerne har sat sin underskrift på en kontrakt, der løber frem til sommeren 2025.

- Manchester United er en speciel klub, og jeg kan ikke vente med at komme i gang. Jeg har haft privilegiet at spille på Old Trafford mange gange, men at gøre det i Uniteds røde trøje bliver fantastisk, siger Eriksen på Uniteds hjemmeside.

FAKTA: ERIKSENS STORE FODBOLDKARRIERE

Christian Eriksen skifter til mægtige Manchester United efter et succesfuldt halvt år i Brentford FC.

Christian Eriksen har skrevet under på en treårig kontrakt med Premier League-klubben Manchester United, som dermed bliver hans tredje klub i England. Det meddelte klubben fredag.

Her følger en oversigt over Eriksens karriere:

Ungdomskarriere:

* 1995-2005: Middelfart.

* 2005-2008: OB.

* 2008-2010: Ajax.

Seniorkarriere:

* 2010-2013: Ajax.

* 2013-2020: Tottenham.

* 2020-2021: Inter.

* 2022: Brentford.

* 2022-: Manchester United.

Udvalgte meritter:

* Hollandsk mester med Ajax tre gange fra 2011 til 2013:

* Champions League-finale med Tottenham i 2018/19.

* Finalist i Europa League i 2019/20.

* Italiensk mester med Inter i 2020/21.

* Årets spiller i Danmark i 2011, 2013, 2014 og 2017.

Landshold:

* U-landskampe: 38.

* A-landskampe: 115.

* Mål på A-landsholdet: 38.

Kilder: DBU og Ritzau.

Kilde: Kilder: DBU og Ritzau.

Han har senest tørnet ud for Brentford og har derudover også spillet for Inter, Tottenham og Ajax.

På landsholdet er det blevet til 115 optrædener.

Betaler ikke overgangssum

United betaler ikke nogen overgangssum for Eriksen, da han formelt har været klubløs siden udgangen af juni.

Her udløb hans kontrakt med danskerklubben Brentford. 

Eriksen kom til London-klubben i januar, efter at han på grund af sit hjertestop i Parken sidste sommer fik ophævet sin kontrakt i Inter.

Eriksen kunne ikke fortsætte i den italienske klub, fordi reglerne i den italienske liga umuliggør, at man kan spille med den form for pacemaker, danskeren har fået indopereret.

Eriksen har tidligere spillet i Tottenham og Ajax. Manchester Uniteds nye cheftræner, Erik ten Hag, kom til klubben fra netop Ajax.

Kender detaljeniveauet

- Jeg har set Eriks arbejde i Ajax og kender detaljeniveauet og den forberedelse, som han og hans stab arbejder med hver dag. Det er tydeligt, at han er en fantastisk træner, siger Eriksen.

- Efter at have snakket med ham og lært om hans visioner og måden, han vil have holdet til at spille på, er jeg endnu mere spændt på fremtiden.

- Jeg har stadig kæmpe ambitioner i fodbold, der er rigtig meget, jeg ved, jeg kan opnå, og det her er det perfekte sted at fortsætte min rejse.

En af de bedste

Manchester Uniteds fodbolddirektør, John Murtough, kalder Eriksen for en af de bedste offensive midtbanespillere i Europa.

- Det er ikke overraskende, at han har haft mange muligheder denne sommer, så vi er rigtig glade for, at han var overbevist om, at det her er den rigtige klub for ham, siger Murtough på Uniteds hjemmeside.

- Ud over sin fremragende teknik vil Christian tilføje værdifuld erfaring og lederevner til holdet, og vi ser frem til at se afkastet af disse kvaliteter på banen i denne sæson og fremover.

Powered by Labrador CMS