Diego Maradona kæmper: Har fået hjerneblødning

Han skal opereres inden for få timer.

Fans af Diego Maradona har samlet sig uden for det hospital, han er er indlagt. Foto: Matias Baglietto/Scanpix.
Udgivet Opdateret

Den argentinske fodboldlegende Diego Maradona skal opereres for en hjerneblødning inden for få timer.

Det oplyser lokale medier i Buenos Aires ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Maradona blev mandag indlagt på et hospital i La Plata i Argentina med “ukendte helbredsproblemer”, der efter sigende skulle relatere sig til mentale udfordringer, lød det fra Maradonas læge, Leopoldo Luque.

Maradona skulle gennemgå flere undersøgelser og skulle holdes under observation i mindst tre dage, sagde Leopoldo Luque.

Det er kun få dage siden, 30. oktober, legenden fyldte 60.

Testet for coronavirus

Kort inden fødselsdagen gik der et chok igennem argentinerne, da Diego Maradona skulle testes for coronavirus.

Maradona havde krammet en smittet kollega, men fodboldlegenden slap selv for sygdommen. Prøven var negativ, og alle kunne ånde lettet op i det virusplagede sydamerikanske land.

Flere helbreds-problemer

I de seneste år har Maradona lidt af helbredsmæssige problemer. Han har døjet med både slidgigt og overvægt.

Maradona har også fået foretaget slankeoperationer og operationer i knæet, som har mistet al sin brusk.

Alligevel har han siden september 2019 varetaget jobbet som cheftræner i den argentinske klub Gimnasia. Og han har netop forlænget sin kontrakt, så den også gælder 2020/2021-sæsonen.

Dokumentarfilm

I 2019 udkom en anmelderrost dokumentarfilm om Maradona, hvor man primært fulgte ham i årene fra 1984 til 1991 i italiensk fodbold, hvor han var med til at gøre Napoli til mester.

Maradona slog igennem i Argentinos Juniors og Boca Juniors i Argentina, og via FC Barcelona foldede han sig siden for alvor ud som verdensstjerne i Napoli.

Det var i Napoli, han både havde sin storhedstid samt fald fra tinderne.

Suspenderet

I 1991 blev han suspenderet i 15 måneder, fordi han røg i dopingfælden. Den positive test viste spor af kokain.

Han blev desuden sendt hjem fra VM-slutrunden i USA i 1994, fordi han blev testet positiv for et forbudt stof.

Sit misbrug af kokain og diverse andre stoffer samt et generelt dårligt helbred med overvægt prægede Maradonas liv, efter at den aktive karriere sluttede i 1997.

Kontroversiel var han konstant, både under og efter sin karriere.

Trænerkarrieren er endnu ikke blevet nogen succes på klubplan, og det var overraskende, da Maradona i 2008 blev udnævnt som argentinsk landstræner.

Han førte Argentina til VM-slutrunden i Sydafrika i 2010, men efter et 0-4-nederlag til Tyskland i kvartfinalen var det farvel til landstrænerposten.

Siden var Maradona kortvarigt ansat som træner i klubberne Al-Wasl og Al-Fujairah i De Forenede Arabiske Emirater samt den mexicanske 2. divisionsklub Dorados de Sinaloa.

Maradona nåede også en kort periode som klubpræsident i den hviderussiske fodboldklub Dinamo Brest.

I det seneste årti er Maradona blevet forældreløs. I 2011 mistede han sin mor, kendt som Dona Tota. I 2015 døde Maradonas far, Don Diego.

Powered by Labrador CMS