DMI advarer om voldsomt vejr
Op mod 80 millimeter regn på vej
DMI advarer tirsdag eftermiddag klokken 14.15 med et helt nyt varsel om voldsomt vejr.
Der ventes kraftig regn og lokale skybrud for de vestlige og sydlige dele af Jylland.
Derudover er der risiko for skybrud i store dele af Jylland.
Det skriver vagthavende meteorolog, Kasper Bonde Niebe, på DMI's hjemmeside.
Her kan du læse hele varslet.
Op til 80 millimeter
De store mængderr regn falder fra sent tirsdag aften frem til onsdag aften.
DMI's nuværende forventning er, at der falder mellem 30 og 50 millimeter inden for 24 timer.
Lokalt kan der dog falde helt op til 80 millimeter regn.
Oven i den store mængde regn er der også risiko for hagl og torden til store dele af Jylland i løbet af onsdag eftermiddag og aften.
Årsagen til de store mængder nedbør er, at et lavtryk og tilhørende nedbørsområde ligger stille over Danmark fra tirsdag aften til onsdag aften.