DMI: Her bliver det 30 grader

De kommende dage stiger temperaturen over hele landet

Udgivet Opdateret

Mandag var årets hidtil varmeste dag.

Men varmerekorden kommer til at blive slået i de kommende dage. For jo tættere vi kommer på weekenden, desto mere stiger temperaturen.

Det fortæller vagtchef ved Danmarks Meteorologiske Institut, DMI, Klaus Larsen, til Newsbreak.dk.

Inden du for alvor kan læse om den ekstra varme, der er på vej, får du dog lige en vejrudsigt for i dag, tirsdag:

- Det bliver lidt det samme som i går. Solrigt og tørt - og op til 25 grader. Måske en anelse mere nogle steder. Ved kyster med pålandsvind bliver det lidt køligere. Vinden kommer i dag fra østlig retning, fortæller Klaus Larsen.

Byger på vej

For dem, der går og sukker efter lidt vand fra oven, er der godt nyt.

Fra torsdag kan de første dryp dukke op - og de kommende dage ser det ud til at tiltage. Men helt rigtig godt bliver det nok aldrig.

- Der skal nok komme noget vand. Men hvor meget og hvor lidt er svært at sige. Eller rettere: Det bliver nok ikke så meget. Og det kan falde meget lokalt. Men langtidsprognoserne viser, atd er kan komme mere i den kommende uge, fortæller vagtchefen.

Varm weekend

Og så tilbage til varmen, der bliver mere intens jo længere vi kommer frem mod weekenden.

- De kommende dage stiger temperaturerne langsomt. Det betyder, at når vi kommer frem til lørdag, så er der udsigt til 30 grader - nogle steder måske endda lidt over, siger Klaus Larsen.

Der er dermed lagt op til en varm - og for nogle også en smule fugtigt - weekend.

Powered by Labrador CMS