DMI: Sådan bliver ugens vejr

I løbet af ugen passerer flere fronter med regn landet, men der kommer også lidt sol og lune temperaturer

Udgivet Opdateret

Det milde og til tider våde aprilvejr ser ud til at fortsætte ugen ud.

Sådan lyder det fra Klaus Larsen, vagthavende meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut (DMI).

- Mandag starter skyet og med lidt regn over den sydøstlige del af Danmark. I løbet af formiddagen klarer det op og bliver tørt med nogen sol, siger han.

Temperaturmæssigt byder dagen på 12 til 17 graders varme og en svag til jævn vind fra sydvest.

- I løbet af dagen aftager vinden, og der er en behagelig eftermiddag i vente, lyder det.

Ud på aftenen og natten kommer ugens første regnområder, som er spredt rundt i landet.

Temperaturerne tager et dyk og kommer til at ligge under 10 grader og ned til 6 til 7 grader.

Vinden vil fortsat være svag til jævn, hovedsageligt fra østlige retninger.

Tirsdag

I løbet af tirsdag formiddag breder regnområderne sig op over landet.

- Det bliver en skyet og regnfuld dag, der dog bliver lun med 15 til 20 graders varme. Det bliver varmest på Sjælland og Lolland-Falster, og så kan det blive køligere i den vestlige del af landet, siger Klaus Larsen.

Ugen byder på lidt solskin og forår i luften. Dog passerer en del regn også landet. (Arkivfoto).

Vinden tiltager i løbet af dagen og kan stedvis blive op til frisk.

Onsdag

- Onsdag bliver sådan lidt en mellemdag med lidt eller nogen sol. Det kan ikke udelukkes, at der kommer en enkelt eller to byger forbi, siger han.

Temperaturerne kommer til at ligge omkring 10 grader med op til frisk vind.

- Lidt kølig, men dog pæn dag med solskin, siger Klaus Larsen.

Torsdag

Torsdag banker regnvejret igen på.

Hen over formiddagen passerer regnen landet og vinden bliver op til hård fra vestlige retninger. Temperaturen fortsætter omkring 10 til 15 grader.

Fredag

Ugens sidste hverdag bliver måske den pæneste, lyder det fra Klaus Larsen.

- Der kan stedvis være lidt skyet, men også mulighed for, at der kommer noget sol igennem. Fortsat køligt forårsvejr med 10 til 15 grader.

Danmarks Meteorologiske Institut

Danmarks Meteorologiske Institut, DMI, statens center for vejrtjeneste og -forskning, grundlagt i 1872.

DMI’s største afdeling er vejrtjenesten, som udarbejder vejrudsigter for Danmark, Færøerne og Grønland med tilliggende farvande.

Vejrtjenesten forsyner også den civile og militære luftfart med meteorologiske oplysninger.

Observationsafdelingen indsamler data fra et tæt net af meteorologiske stationer og fra vejrsatellitterne.

Forskningsafdelingen udvikler numeriske modeller til forbedring af vejrudsigterne og forsker blandt andet i ozonforholdene i den øvre atmosfære.

DMI er en institution under Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet.

Du kan se DMIs hjemmeside her

Kilde: Den Store Danske/lex.dk

Powered by Labrador CMS