DMI: Vådt og blæsende

Men solen kommer også frem både onsdag og torsdag

Offentliggjort

De kommende dage bliver blæsende, våde og skyet - men der bliver også plads til solen.

Det siger vagthavende meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut, DMI, Martin Lindberg, onsdag morgen til Nyheder.dk.

- I Jylland kommer der lette byger først på onsdagen,  men efterhånden tørt med opklaring. I eftermiddag kommer der i Jylland nogen sol. Længere østpå bliver det også lidt ustadigt vejr i løbet af dagen. Det bliver køligere end i går. Temperaturerne vil ligge mellem 8 og 12 grader, lyder det fra DMIs meteorlog.

Vinden bliver jævn til hård fra vest og sydvest. 

Ved vestkysten op til kuling og der kan komme kraftige vindstød i hele landet.

Regn til alle

Torsdag byder igen på regn til hele landet.

- Ikke helt så meget i de østlige egne. I løbet af eftermiddagen så klarer det op med tørvejr og sol vestfra, siger Martin Lindberg.

Temperaturerne får et lille nøk opad igen. 

DMI forventer torsdag dagtemperaturer mellem 10 og 15 grader men fortsat ret blæsende med en jævn til hård vind fra sydvestlig retning.

Powered by Labrador CMS