DMI varsler: Vandstanden stiger

Kraftig blæst følges af forhøjet vandstand ved vestkysten, men det vil ifølge meteorolog næppe give problemer.

Offentliggjort Sidst opdateret

Kraftig blæst og vandstandsstigning

Danmark er blevet ramt af kraftige vindstød med orkanstyrke, især i Frederikshavn.

Efter blæsten forventes forhøjet vandstand ved den jyske vestkyst, men det vurderes ikke at skabe store problemer.


Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

Det kraftige blæsevejr, der fredag aften og lørdag har ramt Danmark, har budt på vindstød af orkanstyrke.

De kraftigste vindstød - 35 meter i sekundet - er målt i Frederikshavn.

Det oplyser vagtchef hos Danmarks Meteorologiske Institut Mette Zhang lørdag formiddag.

Blæsten aftager

Blæsevejret er aftagende i Jylland og på Sjælland, mens Bornholm endnu har de stærkeste vinde i vente.

Blæsten har også været ledsaget af kraftige regnbyger.

Mange steder i Jylland er der ifølge Mette Zhang faldet op mod 30 millimeter, siden stormlavtrykket gik i land fredag.

Forhøjet vandstand

På bagkant af blæsevejret kan der søndag ventes forhøjet vandstand langs den jyske vestkyst.

Men formentlig ikke i en størrelsesorden, hvor det vil give større problemer, vurderer meteorologen.

Ikke de store problemer

- Vi har udsigt til forhøjet vandstand i Vadehavet og langs den jyske vestkyst. Det vil være i forbindelse med højvande sent lørdag eller tidligt søndag og igen ved højvande søndag middag.

- Men mit bud er, at det ikke er i en størrelsesorden, hvor det vil skabe store problemer, siger Mette Zhang.

Tre meter

I den sydlige del af Vadehavet er der varslet en vandstand op til tre meter over normal vandstand.

- Digerne kan mig bekendt klare op til fem meter i de områder, så der er ikke noget ekstremt i det, siger Mette Zhang.

Fortsætter søndag

Også i den vestlige del af Limfjorden er der varslet forhøjet vandstand på mellem 1,3 og 1,5 meter over normal vandstand.

Søndag er der fortsat udsigt til blæsevejr, men slet ikke på samme niveau som fredag og lørdag.

Enkelte solstrejf

- Det vil stadig være halvblæsende vejr med frisk vind til kuling.

- Der vil nok komme enkelte solstrejf, men der kommer formentlig også en del byger. Nogle af dem kan være kraftige, måske med torden, siger Mette Zhang.

Først mandag vil stormlavtrykket, der af britiske meteorologer er navngivet "Amy", helt have sluppet sit tag i Danmark.

Kraftigt blæsevejr har fredag og lørdag ramt Danmark. Der er registreret vindstød af orkanstyrke i Frederikshavn.
Powered by Labrador CMS