DMIs prognose: -Det ser fornuftigt ud

Tirsdag er der sol til alle - og generelt stiger temperaturerne i løbet af ugen - med undtagelse af fredag, hvor et tordenvejr kan ramme Danmark

Udgivet Opdateret

Det ustadige vejr er skudt til hjørne for en stund.

I stedet kan vi i Danmark se frem til mere sol og lidt stigende temperaturer i løbet af ugen.

Det oplyser vagthavende meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut, DMI, Klaus Larsen tirsdag morgen til Nyheder.dk.

- Tirsdag begynder mere fredeligt, end vi længe har været vant til. Der vil være sol stort set til alle - til gengæld er det langt fra alle, der får en byge i løbet af dagen. Og de byger, der kommer, har ikke meget nedbør med sig, siger Klaus Larsen.

Vinden bliver tirsdag svag til jævn fra sydvest og vest.

Temperaturerne sniger sig op på mellem 15 og 21 grader - koldest ved den jyske vestkyst mens det i de sydøstligste egne af Danmark bliver varmest.

Onsdag og torsdag

Stigende temperaturer, rolige vindforhold og begrænset nedbør er noget der fortsætter onsdag og torsdag.

- De fleste steder når vi onsdag og torsdag op på 20 grader. Så begynder det så småt at ligne noget - uden at være alt for prangende, siger Klaus Larsen.

Tordenskrald fredag

Fredag kan til gengæld blive helt anderledes.

Det ser nemlig ud til, at vi får en gedigen gang tordenvejr med masser af regn ind over landet.

Opklaring i weekenden

Til gengæld er der hurtig opklaring på vej og både lørdag og søndag ser igen fornuftige ud:

-Vi kommer nok igen op omkring de 20 grader - og får færre byger. Til gengæld kan der komme lidt mere vind, siger Klaus Larsen.

Powered by Labrador CMS