DMIs weekendprognose: Sol og tordenvejr

Fredagen indledes med skyer, men vejret klarer op i løbet af dagen, fortæller meteorolog fra DMI

Udgivet Opdateret

Deltagerne på Jelling Musikfestival, som torsdag blev skudt i gang, vil formentlig gerne vide, om det bliver "hot", når Nik & Jay fredag aften giver koncert på Store Scene.

Og det er der gode udsigter til, fortæller vagthavende meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) Klaus Larsen.

- Det starter lidt trægt i det jyske, men ellers kommer der nogen eller en del sol til alle, siger han.

Temperaturen ventes at stige til over 20 grader mange steder i landet, efter at et område med regn over særligt den nordligste del af landet har fjernet sig.

- Solen får skyerne væk i løbet af formiddagen, siger Klaus Larsen.

En enkelt byge eller to

Vejret ventes at fortsætte lørdag, hvor der dog kan komme en enkelt byge eller to.

- Lørdag bliver det lunere med op til 24 grader, siger Klaus Larsen.

Ved kysterne bliver det formentlig lidt koldere på grund af pålandsvinden - med temperaturer på 15 grader visse steder.

Lørdag aften bliver det tørt med en del sol, og det klare vejr ventes at fortsætte i løbet af natten, hvor det ventes at blive mellem 11 og 15 grader.

Temperaturen ventes fredag at stige til over 20 grader mange steder i Danmark - blandt andet ved musikfestival i Jelling.

Spredte byger og torden

De gode takter stopper dog søndag, som indledes med spredte byger, der også kan medbringe torden.

- Søndag bliver det lidt mere ustabilt. Det starter med nogen sol, men bliver mere skyet med spredte byer, siger Klaus Larsen.

Temperaturen ventes at ramme mellem 18 og 23 grader, mens det søndag aften ventes at blive mest tørt.

Tendensen fortsætter

Tendensen med skyer med regn og byger samt torden ventes at fortsætte i næste uge. 

Det bliver formentligt budt velkommen af både landmænd og haveejere efter en relativt tør periode.

Danmarks Meteorologiske Institut

Danmarks Meteorologiske Institut, DMI, statens center for vejrtjeneste og -forskning, grundlagt i 1872.

DMI’s største afdeling er vejrtjenesten, som udarbejder vejrudsigter for Danmark, Færøerne og Grønland med tilliggende farvande.

Vejrtjenesten forsyner også den civile og militære luftfart med meteorologiske oplysninger.

Observationsafdelingen indsamler data fra et tæt net af meteorologiske stationer og fra vejrsatellitterne.

Forskningsafdelingen udvikler numeriske modeller til forbedring af vejrudsigterne og forsker blandt andet i ozonforholdene i den øvre atmosfære.

DMI er en institution under Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet.

Du kan se DMIs hjemmeside her

Kilde: Den Store Danske/lex.dk

Powered by Labrador CMS