Drone-krig: Forsvaret indsætter kampkøretøjer

Forsvaret skriver på sin hjemmeside, at der har været indsat flere enheder fra hæren efter droneobservationer.

Offentliggjort Sidst opdateret

Forsvaret reagerer på droneobservationer

  • Forsvaret har indsat infanterikampkøretøjer ved flere lokaliteter efter droneobservationer.
  • Observationerne er sket over militære installationer som Flyvestation Karup og civile lufthavne.
  • Statsministeren har udtalt, at der er tale om hybridkrig på dansk grund.
  • For at øge sikkerheden er civil droneflyvning midlertidigt forbudt under EU-topmødet.

Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

Der har blandt andet været indsat infanterikampkøretøjer ved flere af Forsvarets lokaliteter efter observationer af droner i luftrummet.

Det skriver Forsvaret på sin hjemmeside.

Andre "platforme og systemer" fra hæren er også indsat, skriver Forsvaret.

- Hovedopgaven er at holde øje med luftrummet over tjenestestederne efter længere tids luftobservationer over Danmark.

Infanterikampkøretøjer ligner en mellemting mellem en kampvogn og en pansret mandskabsvogn, og den har egenskaber fra begge køretøjstyper, fremgår det af Forsvarets hjemmeside.

Forsvaret vil ikke uddybe, hvilke køretøjer det drejer sig om, og hvor mange der har været indsat.

Tidligere har meldingen fra Forsvaret været, at "flere kapaciteter" har været indsat, men man ikke har uddybet, hvilke kapaciteter det drejet sig om.

Observeret flere steder

I løbet af den seneste uge er der blevet observeret droner over flere militære installationer.

Det gælder blandt andet Flyvestation Karup, Jydske Dragonregiments kaserne i Holstebro og Flyvestation Skrydstrup.

Der har ligeledes været observeret droner over civile lufthavne - blandt andre Københavns Lufthavn.

Det vides endnu ikke, hvem der står bag droneflyvningerne. Myndighederne betegner det som en "kapabel aktør".

Forsvaret vil ikke oplyse, hvilke køretøjer der har været indsat. Dette er et svensk produceret infanterikampkøretøj af typen CV90, som Danmark blandt andet råder over. (Arkivfoto).

Hybridkrig på dansk grund

I en videotale torsdag aften sagde statsminister Mette Frederiksen (S), at der er hybridkrig på dansk grund, og at angrebene har til formål at skabe utryghed og splittelse.

Dronehændelserne har blandt andet ført til en midlertidig lukning af det danske luftrum for civil droneflyvning.

Forbuddet falder i forbindelse med ugens EU-topmøde i København. Forbuddet trådte i kraft 29. september og varer frem ti 3. oktober.

Det skal være med til at øge sikkerheden ved EU-topmødet, sagde transportminister Thomas Danielsen (V) til Ritzau søndag.

Powered by Labrador CMS