Efterforsker russisk skib i drone-sag

Franske myndigheder har åbnet en efterforskning af russisk skib, der var i dansk farvand under dronehændelser

Offentliggjort Sidst opdateret

Fransk efterforskning af russisk skib

Franske myndigheder efterforsker et russisk skib, der sejlede i dansk farvand under dronehændelser.

Skibet mistænkes for manglende dokumentation og for at ignorere myndigheders anvisninger.


Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

Franske myndigheder har indledt en efterforskning mod et russisk skib, der bevægede sig i dansk farvand under dronehændelser i Danmark i sidste uge.

Det siger Guillaume Le Rasle, der er talsmand for den franske flåde i Atlanterhavet, til TV 2.

Ved fransk kyst

- Der er en efterforskning i gang, fordi der er mistanke om lovbrud på skibet. Mistanken førte til en underretning af anklagemyndigheden i Brest, som altså nu efterforsker sagen, siger Guillaume Le Rasle.

Det russiske skib er aktuelt placeret ud for den franske kyst, hvor et fransk flådefartøj stødte på skibet søndag aften, skriver TV 2.

Hvad lovbruddet mere specifikt går ud på, kan talsmanden ikke oplyse af hensyn til efterforskningen, lyder det.

Manglende dokumentation

Den franske anklagemyndighed bekræfter til TV 2, at det russiske skib efterforskes efter en anmeldelse 29. september.

Myndigheden oplyser, at skibet efterforskes for manglende dokumentation for skibets nationalitet og for at nægte at efterkomme "myndighedernes anvisninger".

Relateret til dronehændelser

Det oplyses ikke, hvorvidt anmeldelsen af skibet er sket i Danmark eller fra et andet land, og om efterforskningen relaterer sig til dronehændelserne i Danmark.

Mandag aften 22. september blev der observeret droner over luftrummet i Københavns Lufthavn. Luftrummet var lukket for flytrafik i fire timer.

I nærheden af lufthavn

To døgn senere lukkede luftrummet over Aalborg Lufthavn i flere timer, da der ligeledes var blevet observeret droner i nærheden af lufthavnen.

Natten til torsdag 25. september oplyste Syd- og Sønderjyllands Politi, at politiet var til stede nær lufthavnene i Esbjerg, Sønderborg og Skrydstrup efter observationer af droner.

Powered by Labrador CMS