Ekstra penge på vej til 290.000 danskere

Torsdag førstebehandler Folketinget et lovforslag, der skal sikre en håndsrækning til en række økonomisk vanskeligt stillede borgere, som er ramt af de stigende energipriser

Udgivet Opdateret

Inflationen bare stiger og stiger og samtidig svækkes danskernes købekraft.

Men nu er der snart et lille lys i den mørke tunnel for 290.000 danskere.

Folketinget førstebehandler nemlig torsdag et lovforslag, der skal sikre en håndsrækning til en række økonomisk vanskeligt stillede borgere, som er ramt af de stigende energipriser

Det skriver Beskæftigelsesministeriet i en pressemeddelelse.

Folketingets formand har indkaldt til hastebehandling af lovforslaget inden Folketingets åbning til oktober.

Her bliver pengene udbetalt

Den hurtige lovgivningsproces betyder - under forudsætning af at lovforslaget vedtaget - at udbetalingen af første rate af ekstra økonomisk støtte til modtagere af ældrecheck på 2.500 kroner skattefrit kan blive udbetalt allerede i slutningen af september.

Engangsbeløbet på 2.000 kroner skattefrit til SU-modtagere, der modtager SU-handicaptillæg eller SU-forsørgertillæg som enlig forsørge kan blive udbetalt senest i midten af oktober.

Engangsbeløbet på 2.000 kroner skattefrit til personer på tilbagetrækningsydelser vil blive udbetalt i starten af 2023. Det samme gælder anden rate af den skattefrie ældrecheck på 2.500 kr. Udbetalingstidspunkterne i 2023 følger af den politiske aftale.

Lovforslaget skal efter planen 2. og 3. behandles i Folketinget torsdag den 8. september.

Tager det ekstremt seriøst

Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard siger om lovforslaget:

- Mange danskere er påvirket af de høje prisstigninger på el og varme, vi har set i år. Og for flere er livremmen lige nu spændt så meget ind, at de har svært ved at få deres penge til at slå til. Det tager vi ekstremt seriøst i regeringen.

- Sammen med et bredt flertal af Folketingets partier indgik regeringen kort før sommerferien en aftale, der skal sikre en økonomisk håndsrækning til nogle af de borgere, som er særligt hårdt ramt af de stigende energipriser. Det gælder blandt andet pensionister, der modtager ældrecheck, ldyer det fra beskæftigelsesministeren.

Powered by Labrador CMS