Fanger vilde billeder fra rummet

Andreas Mogensen har taget billeder af lyn i atmosfæren med et særligt kamera, som er sammensat af forskere

Udgivet Opdateret

Den danske astronaut Andreas Mogensen har taget billeder af lyn i rummet med ny teknologi. Formålet er at blive klogere på de forskellige typer af lyn i atmosfæren.

Det oplyser DTU Space i en pressemeddelelse. Og seniorforsker og ledende forsker på projektet Olivier Chanrion er tilfreds med resultatet.

Fantastiske billeder

- Det er nogle fantastiske billeder, Andreas har optaget. Kameraet fungerer godt og giver os den høje tidsopløsning, som er nødvendig for at kende de hurtige processer i lynene, siger han.

Andreas Mogensen har både taget billeder af blå lyn i skyerne og af lyn, som bliver kalde røde feer. Begge dele er taget i atmosfæren højt over Jorden fra Den Internationale Rumstation (ISS).

Andreas Mogensen har taget billeder i rummet af blå lyn og røde feer. Røde feer er specielle former for lyn i den del af atmosfæren, der kaldes mesosfæren.

Specielle lyn

Røde feer er specielle former for lyn i den del af atmosfæren, der kaldes mesosfæren. Derudover har Andreas Mogensen taget billeder af et blåligt lyn, som oplyser en sky.

Billederne er taget i samarbejde med forskere fra DTU, som har sammensat et særligt kamerasystem til formålet.

Skal forstå lyn

Ifølge chefkonsulent på DTU Space Torsten Neubert skal det blandt andet hjælpe med at få indsigt i, hvordan de kraftige lyn eksempelvis kan påvirke koncentrationen af drivhusgasser i atmosfæren.

- Den høje tidsopløsning giver os en bedre mulighed for at forstå, hvad der sker inde i lyn. Eksempelvis hvordan lyn starter og udbreder sig, og hvad der egentlig sker i det øjeblik, de slår ned.

- Forstår vi disse indre processer, kan vi bedre forstå, hvordan de ændrer atmosfærens sammensætning, siger han.

ANDREAS MOGENSEN

Andreas Enevold Mogensen (født 2. november 1976[1]) er en dansk astronaut.

Han blev den 20. maj 2009 sammen med fem andre kandidater præsenteret i ESA's hovedkvarter i Paris, som en del af det europæiske astronautkorps.

Der var 8.413 ansøgere til astronautkorpset.

Den 2. september 2015 blev han den første dansker i rummet, da han få minutter efter opsendelsen kl. 6:37 dansk tid fra Bajkonur-kosmodromen i Kasakhstan nåede op på en flyvehøjde over 100 km.

Powered by Labrador CMS