Får erstatning for vaccine-bivirkninger

Én overlevede sygdommen vitt og får erstatning fra Patienterstatningen. Det samme gør pårørende til to døde

Tre danske patienter har været ramt af den sjældne sygdom vitt efter vaccination med AstraZeneca-vaccinen og får nu tildelt erstatning. Én overlevede, mens to døde. De pårørende til de afdøde modtager erstatningen, skriver DR Nyheder. (Arkivfoto)
Tre danske patienter har været ramt af den sjældne sygdom vitt efter vaccination med AstraZeneca-vaccinen og får nu tildelt erstatning. Én overlevede, mens to døde. De pårørende til de afdøde modtager erstatningen, skriver DR Nyheder. (Arkivfoto)
Udgivet Opdateret

I tre tilfælde, hvor danske patienter har været ramt af sjældne bivirkninger efter vaccination med AstraZeneca, bliver der nu givet erstatning.

Det er Patienterstatningen, som slår fast, at der var en direkte sammenhæng mellem sygdommen og den AstraZeneca-vaccine, de alle tre havde fået som del af deres arbejde. De var alle tre frontpersonale.

Det skriver DR Nyheder.

Sygdommen kaldes vitt, og den er kendetegnet ved, at man ser en usædvanlig kombination af blodpropper, blødninger og et lavt antal blodplader.

Kun én af de tre overlevede. Hun har foreløbig fået 4100 kroner af Patienterstatningen, som dækker svie og smerte.

Arbejdsskade?

DR Nyheder har talt med kvinden, som i artiklen blot præsenteres med fornavnet Camilla.

Hendes sag er først og fremmest en arbejdsskadesag, fordi hun blev vaccineret som led i sit arbejde som pædagog på et bosted for udviklingshæmmede.

Derfor skal Arbejdsmarkedets Erhvervsforsikring (AES) afgøre, om skaden lever op til lovens krav om en arbejdsskade.

Derefter kan Patienterstatningen udmåle erstatningen. Når hun allerede har fået 4100 kroner i svie og smerte, skyldes det, at kun Patienterstatningen kan kompensere for netop det. Det påvirker altså ikke AES' vurdering.

De pårørende til de to, der mistede livet, har også modtaget erstatning.

Det drejer sig ifølge DR Nyheder om en 57-årig mand og en 60-årig kvinde.

Årsagssammenhæng

Patienterstatningen har til opgave at vurdere, om der er årsagssammenhæng mellem bivirkninger, en patient måtte opleve, og det lægemiddel, vedkommende benyttet.

Med erstatningerne til de tre danske patienter anerkender de koblingen mellem vitt og AstraZeneca-vaccinen.

- Vitt-syndromet er specielt og giver et lavt antal blodplader og nogle særlige blodpropper. Der har vi lagt til grund, at vaccinerne er skyld i de tilfælde, siger Karen-Inger Bast, der er direktør for Patienterstatningen, til DR Nyheder.

AstraZeneca-vaccinen blev især brugt til at vaccinere frontpersonale i sundheds- og ældresektoren samt dele af socialsektoren.

151.000 personer nåede at få første stik, inden den blev suspenderet 11. marts på grund af en sandsynlig sammenhæng mellem vitt og så vaccinen.

Sådan virker en vaccine

Vores immunsystem er konstant på vagt overfor skadelige bakterier og virusser. Millioner af hvide blodceller holder hver især øje med specifikke infektioner.

Når en immuncelle møder sit mål, formerer den sig og sender en masse proteiner, kaldet antistoffer afsted for at rydde op. Når infektionen er bekæmpet, bliver såkaldte “huske-celler” tilbage i kroppen, som er klar til at forberede et hurtigt angreb, hvis bakterierne vender tilbage igen.

Det er sådan vi udvikler immunitet. Og det er derfor vi ikke bliver smittet af den samme virus flere gange.

Men selvom vores krop er super effektiv, så kan nogle superfarlige bakterier få ram på os, før vores immunsystem har haft tid til at gøre tropperne klar til kamp. Det gælder især for små børn, fordi deres immunsystemer endnu ikke er færdiguddannde.

Derfor er det heldigt, at vi har vacciner, der lavet af små eller svage udgaver af virusser eller bakterier. De lader vores immunsystem se, hvordan fjenden ser ud og danne de vigtige huske-celler. Når vi så møder den farlige udgave kan immunforsvaret genkende sygdommen med det samme og bekæmpe den, inden den når at få fodfæste.

Kilde: Videnskab.dk

Powered by Labrador CMS