Flere tusinde ældre er fanget i eget hjem

Hver syvende modtager af hjemmehjælp kommer ud sjældnere end hver 14. dag, viser undersøgelse fra Ældre Sagen

Arkivfoto.
Arkivfoto.
Udgivet Opdateret

Citathistorie: Kristeligt Dagblad

Christian Petersen sejlede i mange år til klodens fjerneste egne som sømand.

I dag opholder han sig døgnet rundt i sin lejlighed på 41 kvadratmeter i Greve syd for København.

En sjælden gang kommer den 86-årige pensionist på besøg i det lokale kunstcenter Portalen for at lytte til jazz og drikke en øl, men det kræver, at han får andre til at ledsage sig.

Christian Petersen har kun en niece, der kommer en gang imellem og laver mad.

”Jeg ville gerne mere ud, men jeg tør ikke, fordi jeg falder. Forleden faldt jeg og måtte kravle op i sofaen. Det er trist at sidde helt alene. Jeg får hjemmehjælp en gang om dagen, men der står ikke noget i deres kontrakt om, at de skal hjælpe mig ud,” fortæller Christian Petersen til Kristeligt Dagblad.

Kommer sjældent ud

En ny undersøgelse fra Ældre Sagen, foretaget af Danmarks Statistik blandt 1455 repræsentativt udvalgte modtagere af hjemmehjælp, viser, at 14 procent kommer ud sjældnere end hver 14. dag.

Knap halvdelen af de ældre, der sjældent forlader hjemmet, svarer i undersøgelsen, at de ikke kan få hjælp til at komme ud, når de ønsker det.

”Hjemmet bliver et fængsel. Man er isoleret ud over den kontakt, man har til hjemmehjælperen. Ofte er fjernsynet den eneste adspredelse, og det er ikke en social kontakt. Selv isolationsfængslede har i dag ret til en times frisk luft om dagen, men svækkede ældre har ikke den rettighed,” siger seniorkonsulent i Ældre Sagen Per Tostenæs.

Nedslående

Der er i alt 80.000 hjemmehjælpsmodtagere i Danmark over 65 år, og tallene i undersøgelsen svarer ifølge Ældre Sagen til, at 12.225 hjemmehjælpsmodtagere kommer ud en gang hver 14. dag eller sjældnere.

Venstres ældreordfører, Jane Heitmann, betegner det som nedslående, at mange ældre er forhindret i at komme ud.

”Vi ved, at ensomhed gnaver. Det går både udover den fysiske og mentale trivsel, hvis man ikke bare engang imellem kommer uden for hjemmets fire vægge. Det kræver en fælles indsats at bryde den ensomhedsspiral fra både civilsamfund, pårørende og kommune,” siger Jane Heitmann, der henviser til, at Venstre efter Folketingets åbning i morgen vil fremsætte et forslag om en national handlingsplan mod ensomhed.

Skal også gå tur

Social- og ældreminister Astrid Krag (S) fremhæver, at der er brug for en ældrepleje, hvor hjemmehjælperen i langt højere grad hjælper den ældre med det, der er brug for på dagen i stedet for at være styret af en køreliste, også hvis det er at gå en tur.

Kommunerne kan søge en pulje på 170 millioner kroner til selvstyrende teams, og fem kommuner arbejder på at udvikle en model efter hollandsk forbillede, hvor borgerne har et fast hold af hjemmehjælpere.

”Der er ikke et greb, der løser problemet. Erfaringer fra Holland viser, at faste teams i afgrænsede lokalsamfund kan give en større sammenhæng mellem de ældre og lokalsamfundet. Nogle af de ældre, der ikke kan komme ud, vil have gavn af en besøgsven, og her kan hjemmehjælperen være med til at formidle kontakten. Hvis det vigtigste for den ældre er at komme ud og dufte efterårsløvet, så skal det kunne lade sig gøre. Jeg tror på, at den slags ordninger skal vokse op nedefra,” siger Astrid Krag til Kristeligt Dagblad.

Powered by Labrador CMS