Flere ulykker

DSB mener, at flere ulykker kan skyldes uforsigtig adfærd efter corona

Play video
Offentliggjort Sidst opdateret

Antallet af personpåkørsler og nærved-ulykker med tog steg markant fra 2021 til 2022.

Det viser en ny rapport fra Trafikstyrelsen ifølge Jyllands-Posten.

I 2022 blev 16 personer ramt af et tog, fordi de opholdte sig ulovligt på banearealer og var uopmærksomme. Det er seks mere end året før, og det højeste antal i syv år, skriver Jyllands-Posten.

Ulykkestallene er renset for selvmord.

I ulykker, hvor en person bliver ramt direkte af et tog, mister personen som regel livet.

Også nærved-ulykker stiger

Også antallet af gange, hvor det var tæt på at gå galt, steg fra 2021 til 2022. Her lyder stigningen på 28 procent til 5040 nærved-ulykker sidste år ifølge Jyllands-Posten.

Ifølge DSB's sikkerhedschef, Carsten Dam, er det bekymrende. Og det er ikke kun i Danmark, det har udviklet sig i den retning.

- Vi ser det også i andre lande. Derfor er en af vores hypoteser, at der kan være tale om en post-corona-ting. At der er kommet rigtig mange ud efter coronaen og har skullet ud og have det sjovt. At de har ændret adfærd, siger han til Jyllands-Posten.

Både antal af personpåkørsler og nærved-ulykker steg fra 2021 til 2022. DSB's sikkerhedschef, Carsten Dam, siger til Jyllands-Posten, at det samme er sket i andre lande. (Arkivfoto).

Især unge mænd

Carsten Dam fortæller også, at det især er gruppen af unge mænd, som kan have en følelse af ikke at kunne dø, som man er bekymret for.

I slutningen af 2022 sagde formand for Dansk Jernbaneforbund Preben S. Pedersen, at flere burde blive straffet med bøde for at opholde sig på skinnerne, hvis det stod til ham.

- De skal vide, at de både gambler med deres eget liv, men også med lokomotivførernes psykiske helbred, når de ikke udviser den rette respekt for banen, sagde han.

Han sagde desuden, at han også mener, at der er behov for flere hegn og afspærringer.



Powered by Labrador CMS