Garderne slipper i varmen
Normalt skal garder i Den Kongelige Livgarde bære en bjørneskindshue. Onsdag er en undtagelse grundet varmen
Normalt bærer Den Kongelige Livgarde en karakteristisk bjørneskindshue, som er en slags sort hat, der er meget høj og lavet af bjørneskind.
Onsdag er garderne dog fritaget fra at bære bjørneskindshuerne. Det skyldes, at det simpelthen er alt for varmt for garderne til at bære bjørneskindshuen.
I stedet for bjørneskindshuen bærer garderne den blå og hvide skråhue, som garderne også går med på deres natlige vagter.
Onsdag er der ikke blot varmt ved Amalienborg, hvor Den Kongelige Livgarde står vagt. I København og flere steder i landet har temperaturen passeret 30 grader.
Ifølge DMI er der gode muligheder for, at den hidtidige varmerekord bliver overgået. Indtil nu er den højeste temperatur nogensinde målt i Danmark 36,4 grader i Holstebro. Det var i august 1975.
Og hvis den bliver slået onsdag, så vil den igen blive sat i Jylland.
Ryger derop
- Det ser ud, som om at vi kan komme op på 35-36 grader i Jylland.
- Ved den sydligste del og vestligste del af Jylland er der en stribe, hvor vi får de varmeste temperaturer, siger vagthavende meteorolog ved DMI Anna Christiansson.
Den Kongelige Livgarde har tidligere fået tilladelse til at erstatte den varme bjørneskindshue med en anden og køligere hue på grund af varmt vejr.
Det skete eksempelvis i juni 2019, hvor der blev målt mere end 31 grader i hovedstadsområdet.
Dengang forklarede Thomas Reimann, presseofficer ved Den Kongelige Livgarde, hvorfor garderne helt ekstraordinært fik lov til at stå vagt uden den karakteristiske hue.
Meget krævende
- Det er simpelthen, fordi det var for varmt til bjørneskindshuen. Med sin sorte farve og pelsen er den meget krævende at bære på dage som i dag.
- Derfor kan garderne på varme dage få tilladelse til at tage den af og i stedet bære skråhue, sagde Thomas Reimann til DR.
