Han dræbte gravid kvinde med 11 knivstik

Senere tirsdag afsiger landsretten dom i sagen om drabet på Louise Borglit, som skete i 2016

Offentliggjort Sidst opdateret

Østre Landsret stadfæster dom i drabssag

Østre Landsret har fundet Alexander Toro Møllmann skyldig i drabet på den gravide Louise Borglit i 2016.

Retten lagde vægt på de samme oplysninger som byretten samt nye oplysninger fra landsretssagen.

Dommen kan ikke ankes, og Møllmann var ikke til stede ved domsafsigelsen.


Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

Den 32-årige Alexander Toro Møllmann er skyldig i at have dræbt den gravide Louise Borglit i november 2016. 

Det fastslår Østre Landsret tirsdag formiddag og stadfæster dermed Retten i Glostrups afgørelse fra sidste sommer.

Ved tirsdagens retsmøde oplyser retsformanden, at de tre juridiske dommere og de ni nævninger er nået frem til en enstemmig afgørelse, og at man har lagt vægt på de samme oplysninger, som byretten gjorde, samt på oplysninger, som er kommet frem under landsretssagen.

Stukket elleve gange 

Ved 19-tiden om aftenen den 4. november 2016 var Louise Borglit gået i Elverparken i Herlev for at lufte sin søsters hund, Maggie.

Klokken 19.07 lød der ifølge vidner i sagen to skrig.

Nogle minutter senere fandt man den 32-årige kvinde liggende livløs i parken. 

Hun var dræbt. 11 gange var hun blevet stukket med en kniv. Også barnet i hendes gravide mave mistede livet. 

Louise Borglit var gravid i syvende måned.

Flere år før gennembrud 

Der skulle gå flere år, før politiet fik et gennembrud i sagen. Først i foråret 2022 blev en dengang 28-årig mand anholdt, sigtet og varetægtsfængslet.

En usædvanlig efterforskning lå bag. 

Politiet var i store træk på bar bund, men valgte en utraditionel fremgangsmåde ved at anbringe en muldvarp i fængslet sammen med den mistænkte.

På det tidspunkt afsonede han en dom for at have forsøgt at dræbe sin kæreste.

Flere samtaler med den mistænkte 

Politiets muldvarp er i sagen kendt under dæknavnet "Frank". 

Hans rigtige identitet er blevet holdt skjult, fordi han er ansat i Politiets Efterretningstjeneste (PET).

Frank har flere samtaler med den mistænkte, og flere af dem er blevet optaget. 

Hvorvidt det kunne bruges som bevis under en retssag, var der en længere strid om i byretten, da sagen blev behandlet her.

Forsinkelse på flere måneder 

Det medførte en forsinkelse på flere måneder, og byretssagen, som begyndte ved Retten i Glostrup i maj 2023, blev først afgjort i juni 2024. 

Her lød dommen på forvaring til Alexander Toro Møllmann.

Østre Landsret afsiger senere tirsdag dom i sagen. 

Den dom vil i udgangspunktet ikke være mulig at anke for Alexander Toro Møllmann.

Havde det skidt 

Han kommer heller ikke til at være til stede. 

For efter en kort pause i forlængelse af skyldkendelsen meddelte den dømtes forsvarsadvokat, at hans klient havde det skidt og anmodede om lov til ikke at være til stede resten af dagen.

Det fik han lov til, og de tilstedeværende fængselsbetjente lagde ham i håndjern og førte ham ud af lokalet.

Powered by Labrador CMS