Her bliver det gråt

Måske paraplyen endda skal frem

Udgivet Opdateret

Bor du helt mod nord i Jylland og hungrer du efter solen, så er det med at flygte syd på med det samme onsdag morgen.

For det nordligste Jylland får det kedeligste vejr i landet onsdag.

- Længst mod nord i Jylland vil det være skyet hele dagen helt ind til efter solnedgang. De kan også få lidt regn på de kanter, lyder den dystre melding fra vagthavende hos Danmarks Meteorologiske Institut, Anja Bodholdt.

Resten af landet vil få det klare vejr at se og føle i løbet af dagen.

Lige under frysepunktet

Onsdag morgen er det klaret op i syd, og det breder sig til alle andre egne end Nordjylland onsdag.

- Det bliver en stille og rolig tørvejrsdag for det meste af Danmark, siger Anja Bodholdt til Newsbreak.dk.

Vinden bliver let til frisk, og temperaturen ligger fra to til seks grader.

- I aften og tidlig nat kommer temperaturen til at svinge mellem lige over frysepunktet til  lige under, og de fleste står op til cirka fem graders varme torsdag morgen, siger Anja Bodholdt til Newsbreak.dk.

Det nordligste Jylland får gråvejr med nogen regn det meste af onsdag.
Det nordligste Jylland får gråvejr med nogen regn det meste af onsdag.
Powered by Labrador CMS