Her ramte frosten særligt hårdt

Natten har budt på hård frost på ned til minus 10,2 grader. Natten til søndag bliver endnu koldere, siger DMI

Udgivet Opdateret

Natten til lørdag kom temperaturen ned på 10,2 graders frost omkring Aalborg.

Sådan lyder det lørdag morgen fra Marielle Fournier, der er vagthavende meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut (DMI).

- Det er generelt de nordlige egne, der havde de laveste temperaturer i nat. Omkring Aalborg, Jammerbugt og Brønderslev blev der målt 10,2 graders frost, siger hun.

I Nordsjælland kom temperaturen ned på minus 9,9 grader.

Langt fra overstået

Det kolde vejr ser dog ikke ud til at være overstået endnu. Tværtimod.

Natten til søndag forventer DMI endnu lavere temperaturer.

Natten til søndag byder på endnu lavere temperaturer. (Arkivfoto).

- Der har været nogle skyer i nat, og det skulle begynde at klare op her i løbet af dagen. Over de nordlige egne først. Og så vil det efterhånden sprede sig længere sydpå.

Det indebærer, at temperaturen falder.

Minus 17

- I det østlige, nordlige og nordøstlige Jylland, hvor det vil blive koldest, kan man komme helt ned mellem 13 og 17 graders frost, lyder det fra Marielle Fournier.

De fleste steder i landet vil det blive mellem fem og 13 graders frost.

Derfor får vi rim

Rimfrost (ofte forkortet rim) er deposition af vanddamp til iskrystaller, der afsættes, når luftens temperatur falder under dugpunktet i frostvejr.

Typisk falder rim om natten frem til klokken 4 om natten (normalt koldest), når det er skyfrit og vindstille.

Når det er vindstille og koldt, afkøles jordoverfladen fordi den mister varme ved udståling, og især i dalsænkninger og dannes “frostlommer”. Især om efteråret frigives vanddamp fra jorden og vådområder, som også sublimerer, når der er vindstille og frost.

Når det er skyfrit om natten, bliver det normalt temmelig koldt, da varmestrålingen fra jorden let forsvinder ud i verdensrummet.

Når der er skyer, virker de derimod som en dyne for varmestrålingen, så meget af den reflekteres tilbage mod jorden.

Kilde: DMI og Wikipedia.

Der vil kunne opstå risiko for rimtåge i det nordlige og nordvestlige Jylland, fordi det klarer op, lyder det.

- Det vil være lunest mod syd, nede omkring Det Sydfynske Øhav og omkring Lolland Falster, hvor vi vil ligge på mellem frysepunktet og tre til fire graders frost.

Frost varer ved

Vi skal ind i midten af næste uge, før den hårde frost ser ud til at aftage.

- Prognoserne er ret enige om, at vi i hvert fald har de her temperaturer, der generelt ligger under frysepunktet, indtil midten af næste uge.

- Så begynder det at blive lidt mere usikkert, hvorvidt der kommer lidt varme eller ej, lyder det fra Marielle Fournier.

Powered by Labrador CMS