Historiske danske billeder

Det danske band The Minds of 99 spillede "over evne", lyder det blandt andet fra en anmelder

Lord Siva varmede op, inden det danske band The Minds of 99 gav en udsolgt koncert i Parken lørdag aften for et publikum på 50.000 mennesker.
Lord Siva varmede op, inden det danske band The Minds of 99 gav en udsolgt koncert i Parken lørdag aften for et publikum på 50.000 mennesker.
Udgivet Opdateret

Lørdagens udsolgte koncert i København med det danske band The Minds of 99 bliver rost til skyerne af flere anmeldere.

Eksempelvis skriver Ekstra Bladets musikanmelder, Thomas Treo, at bandet skabte "en sjælden euforisk folkefest".

- Båret frem af et ekstatisk publikum spillede gruppen over evne. De fik det maksimale ud af deres numre - også dem med minimalt potentiale, skriver han og giver koncerten fem stjerner.

Samtidig kvitterer Politikens anmeldere, Pernille Jensen og Simon Lund, med seks hjerter.

- Det her er koncerten, der genåbner de helt store koncerter i Danmark. Men det er også koncerten, der manifesterer The Mind of 99’s position i dansk musikhistorie.

- Som et af de allerstørste bands, lyder det.

Koncerten blev spillet i Parken i København lørdag aften for et publikum på 50.000 mennesker. Den var ifølge koncertarrangøren Livenation den første koncert af sin slags i Europa siden coronapandemien indtraf sidste år.

Lord Siva varmede op

Det danske band, der har Niels Brandt som frontmand, står bag sange som "Stjerner på himlen" "Ung kniv", 'Alle skuffer over tid' og "Emil".

Sangeren Lord Siva, der er kendt for sange som "Paris" og "Solhverv", var opvarmning for bandet.

Koncerten skulle oprindeligt have fundet sted sidste år, men blev som så mange andre arrangementer aflyst på grund af corona.

Powered by Labrador CMS