Ikke set i 11 år

Nye tal fra Boligsidens Markedsindeks viser, at salgspriserne for villaer og rækkehuse faldt med 2,6 procent i november, imens priserne for lejligheder og sommerhuse faldt med 1,7 procent

Udgivet Opdateret

November blev den femte måned i træk, som bød på en prisnedgang for villaer og rækkehuse.

Det viser nye tal fra Boligsidens Markedsindeks.

Således ender den gennemsnitlige salgspris for huse på 16.652 kroner per kvadratmeter i november.

Det er en nedgang på 2,6 procent i forhold til oktober, og samtidig ligger huspriserne nu 4,1 procent lavere end på samme tidspunkt sidste år.

Tilbage til foråret 2021

Dermed er den gennemsnitlige salgspris for huse nu tilbage på niveau med foråret 2021.

"Det er ikke usædvanligt, at aktiviteten på boligmarkedet begynder at drosle ned i slutningen af året, og vi har også før set priserne aftage i november. Men den hastighed, som ændringerne sker i netop nu, er usædvanlig. Et månedligt prisfald på 2,6 procent for huse har vi ikke tidligere set i perioden tilbage til 2011, hvor Boligsidens statistik strækker sig tilbage til," forklarer Birgit Daetz, der er boligøkonom og kommunikationsdirektør hos Boligsiden og tilføjer:

Billed 1
Billed 1

"Det er et udtryk for, at priserne er i gang med at omstille sig i en tid, hvor der hersker stor usikkerhed om den økonomiske fremtid. Og netop usikkerheden i de finansielle markeder gør, at bolighandlen for nuværende er udfordret."

For 11 år siden

Det tætteste, vi kommer på det nuværende prisfald for villaer og rækkehuse, var i sommeren 2011, hvor der dengang blev registreret månedlige fald i de landsdækkende huspriser på 1,7 procent.

Det er ikke kun villaer og rækkehuse, der oplever en nedgang i priserne i november.

For lejlighederne er der tale om et månedligt fald i salgspriserne på 1,7 procent i november.

For lejlighederne betyder det, at den gennemsnitlige salgspris på landsplan nu ligger på 32.765 kroner per kvadratmeter, hvilket er 4,9 procent lavere end på samme tidspunkt sidste år.

Powered by Labrador CMS