Ingen Kina-balloner over Danmark

Ifølge Forsvaret er der ikke observeret kinesiske balloner over Danmark

Udgivet Opdateret

Dansk luftovervågning opfanger af og til vejrballoner over Danmark. Forsvaret har dog ikke identificeret kinesiske balloner.

Det skriver Forsvarskommandoen, som er Forsvarets øverste ledelse, i et skriftligt svar til Ritzau.

Når det kommer til luftovervågning af dansk territorium over Grønland, samarbejder Danmark med de arktiske nationer og USA, lyder det videre.

Stort emne

Luftballoner og overvågning har i den seneste tid været det helt store emne, efter at flere balloner er blevet set over amerikansk territorium.

En påstået kinesisk spion-luftballon blev skudt ned af USA i begyndelsen af februar. (Arkivfoto).
En påstået kinesisk spion-luftballon blev skudt ned af USA i begyndelsen af februar. (Arkivfoto).

USA har beskyldt Kina for at sende spionballoner ind over amerikansk jord for at overvåge.

I begyndelsen af denne måned gav landet ordre til, at en påstået kinesisk spionluftballon i det amerikanske luftrum skulle skydes ned.

Kina insisterede dog på, at der var tale om en civil vejrballon, som var blæst ud af kurs.

KINAS ØKONOMI

Kina er verdens andenstørste økonomi efter USA målt på størrelsen af bruttonationalproduktet (BNP). Tager man højde for, at der er forskel i købekraften mellem de to lande, har Kina imidlertid siden 2014 været verdens største økonomi. Forskellen i købekraft måles internationalt i form af de såkaldte købekraftpariteter. Ofte anvendes den engeske forkortelse for ”purchasing power parity” – PPP. Anvendelsen af det begreb tager højde for, at man f.eks. kan købe mere med 100 dollars i Kina end i USA.

Forventningen er, at Kina inden udgangen af 2020’erne også målt ud fra det nominelle BNP vil være verdens største økonomi. På det tidspunkt vil Kina være i nærheden af at have den økonomiske vægt, som landet i næsten to årtusinder havde frem til 1800-tallet, hvor man stod for cirka en fjerdedel af verdens BNP.

Kilde: Denstoredanske.dk
Powered by Labrador CMS