Jysk bordeldronning dømt: "Det er for meget"

31-årige Rehena Wajid blev i dag dømt ved retten i Esbjerg. Hendes forsvarer mener, at dommen er for hård

Udgivet Opdateret

"Den højeste barre for det her er to og et halvt års fængsel. 

Nu har hun fået tre år og seks måneder. Det er selvfølgelig for meget," siger Jørgen Iversen, forsvarer for den 31-årige kvinde til 24syv.

Rehena Wajid blev i dag dømt 3 år og seks måneders fængsel i en af Danmarkshistoriens største sager om rufferi, hvidvask, dokumentfalsk og forsikringssvindel. 

Hun modtog i øvrigt en advarsel om udvisning af Danmark.

Rehena Wajid blev dømt i retten i Esbjerg i dag for blandt andet at have drevet 27 bordeller.
Rehena Wajid blev dømt i retten i Esbjerg i dag for blandt andet at have drevet 27 bordeller.

Undervejs i retssagen har forsvaret argumenteret for, at den dømte skulle have en langt lavere straf, fordi hun hjalp sexarbejderne væk fra voldelige alfonser og i stedet gav dem anstændige arbejdsforhold.

Sms-korrespondancer

Retten lagde dog vægt på sms-korrespondancer mellem Rehena Wajid og nogle af sexarbejderne, der viste et andet billede af kvinden som arbejdsgiver. Her skrev den dømte blandt andet, at sexarbejderen skulle stoppe med at beklage sig, og “tage sin fisse med på arbejde”.

En anden kvinde fortæller, at hun skulle arbejde fra klokken 9 om morgenen til klokken 2 om natten. En af pigerne har forklaret, hvordan hun følte sig udnyttet. 

Hun blev blandt andet beordret til at arbejde, selv om hun havde smerter efter noget glidecreme, som hun ikke kunne tåle. 

Den aften havde hun 19 kunder.

Den nu dømte kvinde drev 27 bordeller på tværs af Jylland med omkring 60 ansatte sexarbejdere.

Rehena Wajid er statsløs og en del af rohingya-folket. 

Hun var 12 år, da hun ankom til Danmark sammen med sine forældre, som er flygtninge fra Myanmar.

To højere uddannelser

Den dømte har gået i dansk skole og taget to højere økonomiuddannelser.

Rehena Wajid har allerede siddet fængslet i halvandet år, hvor hun også har født en søn, der nu er seks måneder gammel. 

Det vides ikke, hvad der skal ske med ham.

Den dømte og forsvareren overvejer at anke dommen.

I en podcast på 24syv fortæller tre kilder tæt på den dømte om hendes fortid, forretning og fald.

Powered by Labrador CMS