Kaos: By sejler efter voldsomt vejr
Vejdirektoratet arbejder på at få ryddet op efter de seneste døgns nedbør, der har oversvømmet flere veje
Flere veje rundt i landet er onsdag morgen fortsat spærret på grund af vandmasser efter de seneste dages nedbør.
Det fremgår af Vejdirektoratets trafikkort.
Et spor er spærret på E20 Vestmotorvejen mod Halsskov ved frakørsel til Tjæreby.
Særligt ramt
På samme motorvej i den anden retning har vejen i løbet af natten til onsdag været helt spærret mellem frakørsel 41 Tjæreby og frakørsel 40b Vemmelev på grund af vand.
Onsdag klokken 06.59 oplyser Vejdirektoratet på X, at et spor er genåbnet.
På Falster, der særligt har været ramt af store mængder nedbør, er Omfartsvej mod Nykøbing Falster mellem Sønder Vedby og Kraghave også spærret.
Spor spærret
Lidt længere mod vest på E47 fra Sakskøbing mod Rødby mellem Våbensted og Lysmose er der også vand på vejen.
Ifølge Vejdirektoratet kan det passeres med forsigtighed, men højre spor er helt spærret.
Rute spærret
På det vestlige Sjælland har vandet også indfundet sig på vejene.
Rute 23 fra Tølløse mod Kalundborg mellem Mørkøv og Jyderup er spærret.