Læger helt uenige med Mette F.

Dansk Selskab for Palliativ Medicin mener ikke, at aktiv dødshjælp er forenelig med patienttilgangen

Udgivet Opdateret

Dansk Selskab for Palliativ Medicin, der organiserer læger med speciale i smertelindring, mener ikke, at løsningen på lidelse er aktiv dødshjælp.

Det fremgår af et åbent brev til statsminister Mette Frederiksen (S), som bringes i Kristeligt Dagblad fredag.

Brevet kommer som en reaktion på, at Mette Frederiksen på Folkemødet i sidste uge sagde, at hun gerne vil åbne debatten om aktiv dødshjælp.

- Vi er jo grundlæggende imod aktiv dødshjælp, ligesom Lægeforeningen, fordi vi læger jo er sat i verden for at helbrede.

Er uforeneligt

- Det kan vi så ikke, men vi kan i hvert fald lindre, trøste og tage vare på de symptomer, som patienterne har, når man bliver uhelbredeligt syg. Derfor mener vi, at aktiv dødshjælp er uforenelig med vores tilgang til patienterne, siger Anette Hygum, der er formand for Dansk Selskab for Palliativ Medicin, til Ritzau.

Hun er en af underskriverne på brevet.

Ifølge Kristeligt Dagblad er de danske lægers reaktion på en mulig indførelse af aktiv dødshjælp anderledes end deres europæiske kollegers.

En svær debat

Da man i Holland i 2002 afkriminaliserede aktiv dødshjælp, var landets læger blandt de største fortalere. Og i Belgien havde mere end 2500 læger skrevet under på støtte til en lov, der er identisk med den i Holland.

- Jeg ved, at det her er en svær debat. Og jeg er opmærksom på, at Etisk Råd flere gange har udtalt sig imod, sagde statsministeren på Folkemødet.

Har sendt brev

- Selv har jeg det helt anderledes. Og der er meget, der tyder på, at mange af jer har det som jeg.

Dansk Selskab for Palliativ Medicin har sendt brevet til Mette Frederiksen, fordi det gerne vil give deres mening til kende.

- Mette Frederiksen kaster jo lidt en bombe på Folkemødet, hvor vi i øvrigt ikke havde råd til at være til stede. Så der kunne vi ligesom ikke svare hende.

Ulovligt i Danmark

- Derfor havde vi simpelthen behov for at fortælle, at vi ser lidt anderledes på det her, og vi er trods alt dem, der har rigtig meget at gøre med den patientgruppe, vi primært taler om, siger Anette Hygum.

Aktiv dødshjælp er ulovligt i Danmark. Men et borgerforslag om at legalisere praksissen nåede 50.000 underskrifter i maj, og det betyder, at Folketinget skal tage emnet op.

Vil sikre værdig sidste tid

Lægerne med speciale i smertelindring er ikke de eneste fagfolk, der er imod en legalisering af aktiv dødshjælp.

- Vi deler ønsket om at sikre døende en bedre og værdig sidste tid. Men der er brug for at styrke mulighederne for at give lindrende behandling, ikke at forårsage patientens død, lød det i sidste uge fra Camilla Rathcke, der er formand for Lægeforeningen, i en udtalelse.

På Folkemødet i Allinge i sidste uge sagde statsminister Mette Frederiksen (S), at hun er klar til at åbne debatten om aktiv dødshjælp i Danmark. (Arkivfoto).
På Folkemødet i Allinge i sidste uge sagde statsminister Mette Frederiksen (S), at hun er klar til at åbne debatten om aktiv dødshjælp i Danmark. (Arkivfoto).

Mette Frederiksen

Mette Frederiksen, som er født den 19. november 1977 i Aalborg, er datter af typograf Flemming Frederiksen og pædagog Anette Frederiksen. 

Hun har datteren Ida Feline og sønnen Magne.

Medlemsperiode
Folketingsmedlem for Socialdemokratiet i Nordjyllands Storkreds fra 5. juni 2019.
Folketingsmedlem for Socialdemokratiet i Københavns Omegns Storkreds, 13. november 2007 – 5. juni 2019.
Folketingsmedlem for Socialdemokratiet i Københavns Amtskreds, 20. november 2001 – 13. november 2007.
Kandidat for Socialdemokratiet i Aalborg Østkredsen fra 2018.
Kandidat for Socialdemokratiet i Ballerupkredsen, 2000-2018.

Parlamentarisk karriere
Statsminister fra 27. juni 2019.
Formand for Socialdemokratiet fra 2015.
Justitsminister, 10. oktober 2014 – 28. juni 2015.
Beskæftigelsesminister, 3. oktober 2011 – 10. oktober 2014.
Næstformand for Socialdemokratiets folketingsgruppe, 2005-2011.
Tidligere socialordfører, kulturordfører og ligestillingsordfører.

Uddannelse
Masteruddannelse i afrikastudier, Københavns Universitet, 2009.
Bachelor i administration og samfundsfag, Aalborg Universitet, 2007.
Student, Aalborghus Gymnasium, 1993-1996.
Byplanvejen Skole, 1983-1993.

Beskæftigelse
Ungdomskonsulent i LO, 2000-2001.
Publikationer
Medforfatter til bøgerne »Fra kamp til kultur – 20 smagsdommere skyder med skarpt«, 2004 og »Epostler«, 2003.
Udmærkelser
Modtog Ting-Prisen i 2012 og Nina Bang-prisen i 2002.

Kilde: Ft.dk
Powered by Labrador CMS