DR i politisk strid om Underholdnings-Orkestret

Newspaq
Udgivet Opdateret

Et flertal i Folketinget er parat til at presse kulturministeren og DRs ledelse til at lade UnderholdningsOrkestret spille videre – trods planer om det modsatte.

Og den melding vækker bekymring hos DRs bestyrelsesformand, Michael Christiansen. Han ser med stor alvor på, at Venstre, de Konservative, Dansk Folkeparti og Enhedslisten nu ønsker at bevare orkestret.

»De politiske udmeldinger, som vi har hørt det seneste døgn, giver anledning til alvorlige, principielle overvejelser om forholdet mellem politikerne og DRs ledelse. På den baggrund er jeg gået i gang med sonderinger for at afklare de politiske holdninger til de principielle spørgsmål, som sagen rejser,« skriver han i en udtalelse til Berlingske Nyhedsbureau.

Men hos UnderholdningsOrkestret er talsmand Mette Bugge Madsen uenig i, at politikerne ikke skal blande sig i orkestrets fremtid. I og med, at UnderholdningsOrkestret er skrevet ind i den nuværende public service-aftale, som DR og Kulturministeriet hvert fjerde år forhandler på plads i samarbejde med forligsparterne bag medieforliget, er Folketinget netop pålagt at tage aktiv stilling til orkestret, mener hun.

»Jeg kan slet ikke forstå, hvordan han (Michael Christiansen, red.) skulle kunne have ret i det. Hvert fjerde år bliver der lavet en public service-kontrakt, og der er det politikernes opgave at gå ind og prioritere, hvilke rammer DR skal have; altså hvad DR skal lave for den sum penge, de får fra medieaftalen. Så det er nærmest en pligt, at politikerne hvert fjerde år forholder sig til det,« siger Mette Bugge Madsen og understreger, at der således ikke er tale om en knægtelse af armslængdeprincippet.

»Det ville være et brud på armslængdeprincippet, hvis de begyndte at sige, hvilken musik vi skulle spille.«

Orkestrets talsmand er rigtig glad for, at det nu tyder på, at det 75 år gamle orkester kan overleve. Og hun er overbevist om, at samarbejdet med DRs ledelse nok skal falde på plads.

Senere på måneden skal parterne forhandle en ny public service-aftale, som skal gælde fra januar.

Powered by Labrador CMS