-Mink-Mette slipper

Det var ikke grov uagtsomhed, at Mette Frederiksen ikke aktivt spurgte til hjemlen, da regeringen besluttede, at samtlige mink skulle aflives, vurderer tre professorer

Udgivet Opdateret

Citathistorie: Information

Har Mette Frederiksen gjort sig skyldig i grov uagtsomhed? 

Det spørgsmål står tilbage, efter at Minkkommissionen har offentliggjort sin beretning.

Kommissionen har ikke taget stilling til spørgsmålet, fordi den ikke har til opgave at bedømme ministres mulige ansvar. 

Oppositionen vil derfor have uvildige advokater til at komme med deres vurdering på baggrund af kommissionens beretning.

De næste dage vil vise, om der kan samles et flertal for en sådan advokatvurdering. 

Ingen rigsret

Men over for Dagbladet Information kommer tre juraprofessorer i mellemtiden med deres umiddelbare vurdering på baggrund af kommissionsberetningen – og den lyder, at Mette Frederiksen ikke ville blive dømt ved en eventuel rigsret for grov uagtsomhed.

- Nu skal man jo være forsigtig med den slags, men jeg ville nu godt turde vædde en kasse øl på, at hun ville blive frifundet, siger professor i forfatningsret på Københavns Universitet Jens Elo Rytter til Information.

Flere juraprofessorer er ikke i tvivl: Mette Frederiksen kommer ikke for en rigsret
Flere juraprofessorer er ikke i tvivl: Mette Frederiksen kommer ikke for en rigsret

Professor i strafferet fra Københavns Universitet Jørn Vestergaard understreger, at spørgsmålet kun kan afgøres ved en rigsret.

- Men når det er sagt, ville jeg også have svært ved at forestille mig, at hun i den konkrete sag ville kunne dømmes for grov uagtsomhed, siger han til Information.

Ingen sagde noget

Professor i offentlig ret på Aarhus Universitet Jørgen Albæk Jensen er enig, og alle tre professorer henviser til, at Mette Frederiksen måtte antage, at hendes embedsfolk havde styr på juraen, da det blev besluttet, at samtlige mink i landet skulle aflives. 

Og at det ikke var hendes opgave at spørge til, om der nu også var hjemmel til indgrebet.

- Når ingen siger noget til hende om noget problem, så synes jeg, det ville være vanskeligt at kalde det groft uagtsomt, at hun ikke spørger aktivt ind til det. Dér burde hun kunne regne med embedsmændene, siger Jørgen Albæk Jensen til Information.

Vidste intet

Professorerne henviser til, at det ifølge Minkkommissionen var »groft vildledende«, da Mette Frederiksen ved det berømte pressemøde den 4. november 2020 annoncerede, at samtlige mink skulle aflives. 

Men på den anden side konstaterer kommissionen, at statsministeren »subjektivt ikke den 4. november 2020 havde viden herom eller hensigt hertil«.

Bolden videre

For selv om flere embedsmænd – blandt andre de jurauddannede departementschefer fra Fødevareministeriet, Justitsministeriet og Statsministeriet – deltog i mødet, hvor aflivningen blev besluttet, gjorde ingen af dem opmærksom på et hjemmelsproblem.

- Det kan ikke med rimelighed forventes, at en statsminister spørger ind til den slags, når hun er omgivet af topembedsfolk, som ikke overhovedet antyder, at der kan være et problem, siger Jørn Vestergaard til Information.

Powered by Labrador CMS