Ny advarsel: Masser af regn på vej

Tirsdag er den gal igen - masser af vand kommer

Udgivet Opdateret

Efter en søndag med direkte skybrud flere steder og en mandag med byger, som blev ganske kraftige på Sjælland, så er der  meget mere vand på vej tirsdag.

Det fastslår DMI, så man skal altså ikke lade sig snyde af, at der i det meste af landet var solrigt vejr mandag aften.

Pas på i det kraftige regnvejr. Det kan hurtigt gå galt.

Kan blive kraftigt

- I forbindelse med et lavtryk fra syd, vil der falde en del regn over længere tid, som stedvis kan blive kraftigt. 

Der er derfor udsendt DMI varsel for kraftig regn eller skybrud for Jylland, Fyn, Lolland Falster og Vestsjælland, hvor der stedvis kan falde mellem 25 og 35 mm regn på 6 timer, oplyser DMI.

Der er altså tale om mere end 24 mm, som er kriteriet for kraftig regn. 

Går ikke fri

Desuden er der risiko for, at regnen lokalt kan gå over i skybrud - mere end 15 mm på 30 min. 

Sjælland går heller ikke fri af regnen. Her ser det dog lige nu ikke ud til at blive lige så kraftigt. Det kan dog ikke udelukkes, så her er der udsendt DMI risiko.

Powered by Labrador CMS