Nyt om fire dræbte danskere

Fire danskere omkom efter at deres sejlbåd forliste ud for Portugals kyst fredag. Båden sejlede ud fra Ishøj havn i juli måned

Udgivet Opdateret

Citathistorie: TV 2 Kosmopol

Fire danske statsborgere - to kvinder og to mænd - omkom fredag i et tragisk skibsforlis en kilometer ud for Portugals kyst.

Det oplyste de portugisiske myndigheder fredag klokken 12.25.

Flere billeder af den forliste sejlbåd med navnet 'Dorado' viser, at båden kommer fra Ishøj Havn, og det bekræfter havnefogeden i Ishøj Havn, Frank Carlsen overfor TV 2 Kosmopol.

- Det er helt korrekt. Det er en af vores brugere, som er sejlet afsted herfra, siger han til TV 2 Kosmopol.

- Personen har haft båden sammen med sin far, tilføjer han.

Forlod Ishøj i juli

Havnefogeden fortæller desuden, at sejlbåden er sejlet ud fra havnen i juli måned.

Destinationen var ifølge ham den kanariske ø, Tenerife.

- Sidst vi snakkede med dem var i juli. De er startet herfra, så det er helt klart noget, som berører alle her på havnen, fortæller havnefogeden.

Ifølge ham har det tragiske skibsforlis nu fået snakken til at gå i sejlermiljøet, hvor flere af havnens brugere understreger, hvor meget de fire glædede sig til at komme afsted.

- Der bliver talt om, hvor tragisk det hele er, og hvor meget de har glædet sig til at sejle afsted på rejsen, siger han.

Nåede aldrig Tenerife

Sejlbåden 'Dorado' fra Ishøj Havn nåede aldrig til sin angivelige destination på Tenerife.

En kilometer ud for Portugals kyst nær kystbyen Santa Cruz kæntrede båden og skyllede op på stranden i kystbyen.

Alle fire ombord omkom i skibsforliset. Alle fire var danske statsborgere.

Omstændighederne omkring skibsforliset har siden vakt undren, da sejlbåden er stævnet ud fra havnebyen Peniche i et stormfuldt vejr, som var usikkert at sejle i.

Otte meter høje bølger

Lokale medier advarede inden ulykken om bølger på syv til otte meters højde.

En sejler, der talte med de fire danskere kort før, de sejlede ud, fortæller til DR, at han aldrig selv var sejlet ud i de forhold.

Tre af de omkomne sejlere skyllede ligesom båden op på stranden i Santa Cruz. Alle tre uden redningsveste.

Det vækker undren hos havnefogeden i Ishøj Havn.

- Det kan jeg slet ikke forstå. Det giver ingen mening. Jeg er ikke selv sejler, men jeg ville da tro, at man havde redningsvest på i de forhold, siger han.

Og det er ifølge ham også noget som flere ad sejlerne, der ligger i Ishøj Havn taler om nu.

- Vi har nogle stykker, der drømmer om at sejle jorden rundt, så det her har helt sikkert fået dem til at tænke sig godt om, siger han og fortsætter:

- Det er ikke bare lige sådan at sejle til Tenerife. Man skal have folk med, der har forstand på det.

Ikke klædt godt nok på

Han mener nemlig ikke altid, at sejlere er godt nok klædt på til store sejlture rundt om jorden.

- Det er ikke altid, at folk har styr på, hvad man skal være opmærksom på, når man skal ud og sejle de her store ture, siger han.

Powered by Labrador CMS