Over en million skal dette

Når man fra 14. marts kan tilgå sin årsopgørelse, skal over en million pendlere selv oplyse om deres kørsel

Mere end 1,1 million pendlere kan fra mandag oplyse Skattestyrelsen om, hvor mange dage de har transporteret sig til og fra arbejde i 2021. (Arkivfoto).
Mere end 1,1 million pendlere kan fra mandag oplyse Skattestyrelsen om, hvor mange dage de har transporteret sig til og fra arbejde i 2021. (Arkivfoto).
Udgivet Opdateret

14. marts, når man kan tilgå sin årsopgørelse, skal man selv huske at indtaste sit kørselsfradrag.

Det minder Skattestyrelsen om i en pressemeddelelse torsdag.

- Vi opfordrer til, at pendlerne tjekker deres kørselsfradrag ved at gå ind i vores systemer og angive, hvor mange dage man har transporteret sig til og fra arbejde, siger Jan Møller Mikkelsen, der er underdirektør i Skattestyrelsen.

Det gøres ved at logge ind på TastSelv.dk og oplyse, hvor meget man har kørt til og fra arbejde i 2021.

Vigtigt

Han fortæller, at mere end 1,1 million borgere i Danmark skal ind og oplyse Skattestyrelsen om, hvor mange dage de har transporteret sig til og fra arbejde.

- Det er vigtigt, fordi man har mulighed for at få et kørselsfradrag. For at man kan beregne det, skal vi vide, hvor mange dage man har haft til og fra arbejde, siger han.

Det er andet år i træk, at borgerne selv skal oplyse deres kørselsfradrag i årsopgørelsen.

Man skal blandt andet oplyse om dage, hvor man har været syg, har holdt ferie eller arbejdet hjemme.

40.000 pendlere

- Vi har gjort det sådan, fordi vi i en periode har været ramt af corona, hvor intet er, som det plejer. Derfor har vi haft meget forskellige indgangsvinkler til, hvor mange dage vi sidder hjemme og arbejder, og hvor mange dage vi transporterer os til og fra arbejde.

- Vi har fundet det mest hensigtsmæssigt, at man angiver, hvor mange dage man har transporteret sig til og fra arbejde, for at vi kan beregne det rigtige kørselsfradrag, siger Jan Møller Mikkelsen.

Man kan få kørselsfradrag, hvis man bor mere end 12 kilometer fra sin arbejdsplads.

Man får ikke sit kørselsfradrag udbetalt, men det bliver indregnet i årsopgørelsen.

Skattestyrelsen har registreret et fald på 40.000 pendlere, der fra 2019 til 2020 er stoppet med at anvende kørselsfradraget.

Powered by Labrador CMS