Politiet med løftet pegefinger

Bilister skal tage hensyn til cykelrytterne, som deltager i 'PostNord Danmark rundt', når de suser forbi

Udgivet Opdateret

På første etape i 'PostNord Danmark rundt' var det en udfordring for cykelrytterne, at en del bilister ikke passede på. Så nu kommer politiet med en løftet pegefinger. 

Bilisterne trak slet ikke trak langt nok ud i rabatten, når de blev vinket ind på landevejen for at lade feltet komme forbi. Det skriver Syd- og Sønderjyllands Politi på Twitter. 

"Så HELT ud til højre - af hensyn til rytternes sikkerhed," lyder den kraftige opfordring. 

Cykelløbets anden etape starter i Ribe klokken 13.15 onsdag, og ruten går over Skærbæk, Højer, Møgeltønder, Tønder, Padborg, Kruså, Sønderhav, Gråsten og ender i Sønderborg, hvor rytterne forventes at ankomme klokken cirka 17. 

Så det er altså i disse byer, at man som bilist skal være opmærksom.

Trafikale udfordringer i vente

Desuden advarer Sydøstjyllands Politi på Twitter om mulige trafikale udfordringer i Vejle torsdag.

I forbindelse med cykelløbet vil der nemlig være afspærringer i byen og omegnen. Flere veje vil være spærret over længere tid.

Politiet opfordrer derfor til, at man orienterer sig på Vejle Kommunes hjemmeside. Og på Sydtrafiks hjemmeside kan man orientere sig om hvilke busruter, der bliver påvirket af afspærringerne.

Politi beder i øvrigt alle trafikanter i området om at bidrage til, at trafikken kommer til at glide så smidigt som muligt for eksempel ved at tage af sted i god tid.

Værd at vide om 'PostNord Danmark rundt'

'PostNord Danmark Rundt 2021' er den 30. udgave af det danske etapeløb Danmark Rundt, og i år stillede 140 cykelryttere til start.

Cykelløbets fem etaper har en samlet distance på 783,3 km og bliver kørt fra 10. august med start i Struer til 14. august 2021, hvor det slutter med en enkeltstart på Frederiksberg Allé på Frederiksberg.

I løbet deltager blandt andre de to danske olympiske mestre i parløb, Michael Mørkøv og Lasse Norman Hansen, og sprinteren Mark Cavendish. 

Kilde: Wikipedia og dr.dk
Powered by Labrador CMS