Putin-kritisk strateg fejret

Garri Kasparov er en skaklegende og en stærk stemme for den russiske modstand mod præsident Putin. Han håber, at landsmændene lider nederlag i Ukraine

Udgivet Opdateret

Han er blandt de største spillere i skakhistorien - hvis ikke den største - og samtidig en politisk aktivist, der ikke er bange for at sige sin mening.

Den legendariske russiske skakstormester og udtalte kritiker af præsident Vladimir Putins styre Garri Kasparov bliver 60 år torsdag den 13. april.

I 15 år - fra 1985 til 2000 - var han verdens bedste skakspiller. Men allerede i sine teenageår viste han sig frem på den store scene med flotte resultater i sporten.

Yngste verdensmester

Han begyndte at spille allerede som seksårig, og han vandt sin første internationale turnering ti år senere som bare 16-årig i 1979.

Seks år senere - i 1985 - blev han som 22-årig den yngste verdensmester i skak nogensinde, og han blev på tronen frem til 2000.

Han vandt i årene efter mange flere store turneringer, før han trak sig fra den professionelle skakverden i 2005.

Kastrede sig over politik

Da han sagde farvel til tilværelsen som professionel skakspiller, kastede han sig i stedet for fuld kraft ind i politik. Samme år dannede han Den Forenede Borgerfront, som han også blev formand for.

Den politiske bevægelses formål var at kæmpe for demokrati og yde modstand mod den russiske præsident, Vladimir Putin.

I 2006 var Kasparov en af de primære kræfter bag en bred koalition af politiske partier, som forsøgte at få fjernet Putin fra magten.

Kritiserede krigen

Den tidligere skakmester er stadig en stærk stemme for den russiske modstand mod Putin. Vi skal ikke mere end et par måneder tilbage, siden han senest gav sin holdning til kende for verden.

Ved en sikkerhedskonference i den tyske by München i midten af februar udtalte han stærk kritik af krigen i Ukraine.

Han mener, at der skal et russisk nederlag i krigen til, før der kommer den fornødne demokratiske forandring i hjemlandet.

Kræver militært nederlag

- Frigørelsen fra Putins fascisme løber gennem Ukraine. Russere lever i en osteklokke. Den kan ikke splintres, medmindre den imperialistiske idé kollapser gennem et militært nederlag, sagde Kasparov.

Derudover ytrer han også ofte kritik på Twitter og Facebook.

Selv om han bruger meget krudt på politisk aktivisme, har han ikke givet slip på skakspillet, hvor han gerne deler ud af sin ekspertise.

Rådgiver på Netflix

For eksempel fungerede han som rådgiver, da den populære Netflix-serie fra 2020 "Dronninggambit", som handler om en ung kvindelige skakspiller, blev lavet.

Serieskaberne ville være så præcise som muligt i skakscenerne, så Kasparov blev taget med på råd. Sådan sikrede de, at alle brikker stod korrekt på skakbrætterne under dysterne, ligesom skakspillernes træk var realistiske.

Garri Kasparov bor i dag i New York, USA, af frygt for repressalier, hvis han vender tilbage til Rusland. Han er gift med Daria Tarasova, som han har to børn med. Han har også to børn fra tidligere ægteskaber.

Russiske Garri Kasparov, som engang var verdens bedste skakspiller, håber, at Rusland taber krigen i Ukraine. Det kræver et russisk nederlag, før der kan komme den fornødne demokratiske forandring i hjemlandet, mener han. (Arkivfoto).
Russiske Garri Kasparov, som engang var verdens bedste skakspiller, håber, at Rusland taber krigen i Ukraine. Det kræver et russisk nederlag, før der kan komme den fornødne demokratiske forandring i hjemlandet, mener han. (Arkivfoto).

GARRI KASPAROV

Garri Kimovitj Kasparov er stormester i skak og af mange anset for at være den stærkeste skakspiller i historien. I april 2005 var hans rating på 2812 den højeste på FIDEs liste – en top-position, han havde haft næsten uafbrudt i de 20 år fra 1985 til 2005.

Kilde: Wikipedia
Powered by Labrador CMS