Sådan bliver vejret sankthansaften

Vejret har undergået en forandring på det seneste

Det bliver muligt at fejre sankthansaften uden større frygt for at blive drivvåd af regnvejr.
Udgivet Opdateret

Det er ikke mange dage siden, det var uvist, om det overhovedet blev muligt at tænde bål til sankthansaften i år. Det var meget varmt og meget tørt landet over, men nogle regnskyl senere kunne Danske Beredskaber annoncere, at der brandfaren er drevet over. 

Hos Danmarks Meteorologiske Institut, DMI, kan man derudover fortælle, der er udsigt til en rigtig fin sankthansaften, og at dagen faktisk også bliver en helt hæderlig dansk sommeroplevelse. 

Skyer

De fleste steder i landet er danskerne stået op til skyer, medmindre man bor på Bornholm eller i den nordvestlige del af landet. 

Som dagen skrider frem, vil det løsne sig op, og det betyder, at der er udsigt til en onsdag med lidt eller nogen sol og overvejende tørt vejr. 

Temperaturerne vil ligge mellem 16 grader, hvor det er koldest ved Vestkysten, og 22-23 graders varme i resten af landet. 

Sankthansaften

Vagthavende meteorolog ved DMI, Lars Henriksen, fortæller, at det bliver mere skyet, som dagen skrider frem, men man regner til gengæld med, at det generelt bliver tørt i Danmark, også i aften. 

Der er udsigt til mellem 13 og 17-18 graders varme og så rolige vindforhold, at man nok burde få gang i bålet uden problemer. 

- En rigtig fin sankthansaften de fleste steder, siger Lars Henriksen. 

Mildt sommervejr

Skuer man ud i fremtiden, mod de kommende dages vejr, er der udsigt til mere typisk dansk sommervejr. 

Det betyder temperaturer mellem 16 og 17 grader, hvor det er koldest og 21-22-23 grader, hvor det bliver lunest.

Der er udsigt til en del sol og måske en enkelt regnbyge her og der. 

Det vejr, og de temperaturer, er en helt anden snak end den hede, der lå over Danmark indtil for ganske nyligt. 

Lars Henriksen fortæller, at der nok skal være dem, der jubler over de faldende temperaturer og dem, der savner den stegende varme. Han understreger, at det vejr, vi har udsigt til nu, er noget helt andet end de somre, Danmark har haft med 10-15 graders varme og konstant regnvejr. 

- Det her er ikke dårligt på nogen måde. Det er jo lunt og pænt, siger Lars Henriksen. 

Powered by Labrador CMS