Seks anholdt: Familiefars bil sprængt i luften
Københavns Politi kalder afpresning af mand meget alvorlig og fuldstændig uacceptabel. Seks mænd er anholdt
Politiet har anholdt seks mænd eller drenge, som sigtes for at afpresse en mand og hans familie samt for at sprænge hans bil i luften og udøve hærværk på en række biler.
Det oplyser Københavns Politi fredag i en pressemeddelelse.
Flere af de seks anholdte er ifølge politiet medlemmer af en rocker-/bandegruppering, mens resten har tilknytning til grupperingen. Det fremgår ikke, hvilken gruppering der er tale om.
De mistænkte er i alderen 17 til 38 år.
Anholdelserne fandt sted torsdag formiddag på adresser i København og på Sjælland, og der blev samtidig gennemført ransagninger af stederne.
Mændene fremstilles i grundlovsforhør fredag formiddag i rettens dommervagt ved Vestre Fængsel, hvor en anklager vil kræve dem varetægtsfængslet.
Bliver sigtet
Her vil de alle blive sigtet for i begyndelsen af december at have fremsat trusler mod en mand, som de mener skylder penge til grupperingen, samt mod mandens familie.
De er desuden sigtet for brandstiftelse og sprængning af mandens bil på Amager natten til torsdag.
I samme område skal de have begået groft hærværk mod mere end ti biler i forsøget på at beskadige mandens bil.
- Den form for afpresning er i sig selv meget alvorlig, men det er fuldstændig uacceptabelt, at familien også bliver udsat for trusler.
- Derfor har vi sat betydelige ressourcer ind på at finde frem til de mistænkte gerningsmænd, siger vicepolitiinspektør Knud Hvass i en pressemeddelelse.
Flere på fri fod
Københavns Politi mistænker, at der også er flere endnu ukendte medgerningsmænd på fri fod.
Derfor kan det ikke udelukkes, at yderligere personer vil blive anholdt i sagen.
Når sigtelsen er læst op i fredagens retsmøde, vil anklageren anmode om dørlukning i sagen. Det betyder, at sagens nærmere beviser eller de sigtedes eventuelle forklaringer bliver hemmeligholdt.
Det ventes dog at blive oplyst, hvordan de anholdte forholder sig til sigtelsen.