Sjaskvådt: DMI advarer om kraftig regn

Der kan komme op til 50 mm, men det bliver nok nærmere 30 mm, forventer DMI

Udgivet

Der er øsende regn forude.

Danmarks Meteorologiske Institut, DMI, har søndag eftermiddag udsendt et risikovarsel på kraftig regn med op til 50 mm nedbør.

Regnen kan falde i tidsrummet fra mandag aften klokken 19 til tirsdag aften klokken 19.

Og det er det meste af Danmark, der står for skud - lige med undtagelse af det nordlige Jylland samt Bornholm.

Det fremgår af DMIs kort over varselsområdet, som du kan se her:

Det er de blå områder, der fra mandag aften er i risiko for at få op til 50 mm regn.

Nærmere 30 mm

På DMIs hjemmeside skriver den vagthavende meteorolog følgende om risikoen for, at den kraftige regn rammer:

"Der er DMI-risiko for kraftig regn i et bånd henover den sydlige halvdel af landet, som dækker Syd- og Sønderjylland, Fyn og Sjælland fra mandag aften til tirsdag aften. Selvom risikomeldingen dækker nedbørsmængder mellem 30 og 50mm, forventer vi nedbørsmængder nærmere de 30mm, og ikke 50mm."

Powered by Labrador CMS