Skadet Cornelius misser Leverkusen-kamp
Rutinerede Andreas Cornelius mangler, når FC København torsdag indleder sit ligaspil i Champions League
Andreas Cornelius er ikke på holdkortet mod Bayer Leverkusen torsdag.
Den rutinerede angriber er således fraværende i den trup på 21 spillere, som cheftræner Jacob Neestrup har udtaget til den første kamp i Champions Leagues ligaspil.
32-årige Cornelius spillede senest 31 minutter som indhopper i 1-2-nederlaget mod rivalen Brøndby i Superligaen lørdag, og han har generelt været flittigt spillende i første del af sæsonen.
Normale startere til rådighed
Det er blevet til spilletid i 12 af 14 kampe hidtil for den ellers ofte skadede Cornelius.
Heri har han bidraget med to scoringer og to assister - alle i Champions League-kvalifikationen.
Fraværende er også den langtidsskade Magnus Mattsson, men ellers står alle de normale startere til rådighed.
Leverkusen svækket
Bayer Leverkusen, der netop har fået den tidligere landstræner Kasper Hjulmand som ny chef, møder også op i svækket udgave.
Midtbanespilleren Exequiel Palacios er ude i resten af 2025, og kantspilleren Nathan Tella er heller ikke med mod FCK på grund af en skade.
Begge spillede ellers, da Hjulmand fredag fik debut med en 3-1-sejr over Eintracht Frankfurt.
Torsdagens opgør sparkes i gang i Parken klokken 18.45.