Søren raser: 227 gange om dagen

Hver gang busserne kører gennem busslusen få meter fra hans hus, giver det små rystelser og støj.

Offentliggjort Sidst opdateret

Citathistorie: TV2 ØSTJYLLAND

Søren Christensen står i sin stue i Viby, hvor han har boet i 30 år.

Foran ham står en skål med vand, og da bybussen kører forbi ude på Søndervangs Allé, giver det nogle små bump, der forplanter sig som ringe i vandet i den lille skål.

Påvirker mig

- Det påvirker mig virkelig meget. Da jeg arbejdede, faldt jeg bare i søvn af træthed, når jeg kom hjem, men nu er jeg blevet pensionist og går hjemme, og nu kan jeg virkelig mærke det, siger han.

Hos Aarhus Kommune anerkender de Søren Christensens frustrationer, men påpeger også, at det er vilkårene i en stor by.

- Når man bor tæt ved en vej i en stor, voksende by, som Aarhus er, er det desværre sådan, at man kan opleve trafikstøj og vibrationer fra trafikken, skriver byrumschef i Teknik og Miljø Trine Buus Karlsen.

Efter midnat

For at forstå omfanget af Søren Christensens frustrationer, skal man have fat i køreplanen for bus 4A, der kører mellem Brabrand og Tranbjerg. Og tilbage igen.

På en almindelig hverdag kører den første gule bus forbi om morgenen klokken 05.18, og så fortsætter det dagen lang, indtil den sidste bus kører forbi efter midnat klokken 00.23.

Hvert femte minut

Det er 19 timer i døgnet, hvor der kører 227 busser forbi. Det er i 12 busser i timen eller en bus hver 5. minut i snit.

- Det er hele tiden. Det er igen og igen, og du lægger jo mærke til det. Det går jo ind i en, og man bliver depressiv over, at forholdene skal være sådan. Det er jo nærmest tortur: Nu går der ti minutter, så kommer der seks bump, du kan høre. Og seks rystelser, siger Søren Christensen.

Små bump

De små rystelser skyldes en bussluse på vejen foran hans hus. Ved overgangen fra asfalt til beton er der en lille fordybning, som giver de små bump, når bussen kører over den.

Søren Christensen har gennem flere år været i dialog med Aarhus Kommune om problemet. 

Søren Christensen har gennem flere år været i dialog med kommunen om problemet.

Forsøgt at løse problemet

Han har medvirket i artikler i Aarhus Stiftidende om sagen, og kommunens folk har ad flere omgange forsøgt at løse problemet ved at lægge asfalt og indsnævre afstanden mellem de pæle, bussen skal i mellem for at tvinge chaufførerne til at sætte farten ned. 

Og den seneste uge er der lagt ny asfalt ved et kloakdæksel, der også gav problemer.

Blevet mindre

Vibrationsmålinger fra Cowi viser da også, at rystelserne er blevet mindre, men de er der stadig i varierende omfang 227 gange om dagen og fem gange om natten i weekenden, hvor natbussen lægger vejen forbi.

- I myldretiden om morgenen og eftermiddagen er det helt vildt, fordi de bliver så tunge, siger Søren Christensen.

Skal tage hensyn

Er du ikke bare utilfreds med, at der kører busser på vejen?

- Nej, det er jo en vej, men de skal sgu tage hensyn til os, der bor her. Vi var her først, siger han.

TV2 Østjylland har vist optagelserne til Tau Risvang, der er autoriseret psykolog med speciale i voksenpsykiatri.

Stakkels mand

- Jeg tænker stakkels mand. Man kan jo næsten se i hans øjne, hvordan livet er for ham i øjeblikket. Det er ikke rart. Det fylder jo hele hans hverdag, lyder det til. Selvfølgelig påvirker lyd og vibrationer vores system. Og jo mere jo værre i det her tilfælde, siger han.

Ifølge Tau Risvang er det, Søren Christensen er udsat for, ikke noget, man som menneske bare kan ignorere.

- hvis han er et sted, hvor han virkelig føler sig presset, ikke mødt, ikke set, ikke hørt, så tærer det på ressourcerne. Det er utrolig vanskeligt at ignorere. Det kan man faktisk ikke, siger han.

Og Søren Christensen føler sig hverken mødt, set eller hørt. Til at begynde med løste han problemet ved at parkere sin bil på vejen foran huset, så busserne var nødt til at tage farten af. Men så blev parkering på vejen forbudt. Senest har han spurgt kommunen til muligheden for at lave hastighedsbegrænsninger, da det løser problemet.

Nationale regler

- Det er allerbedst, når der kommer en helt ny chauffør, der er ude og lære det. De kører jo så pænt. 15 km/t vil løse det hele, siger han.

Men i et svar fra rådmanden for Teknik og Miljø, Nicolaj Bang (K), den 13. august bliver den mulighed afvist med henvisning til ’nationale regler’.

Magtesløs

Søren Christensen ved ikke, hvad mere han kan gøre, Han føler sig magtesløs overfor systemet.

Han håber på, at kommunens folk vil komme på besøg i hans stue og sidde i hans sofa og opleve det, han lever i hver dag. Men indtil videre har det ikke været muligt.

Ikke det reelle billede

- De vil gerne komme ud og se, når bussen kører, men så får de jo ikke det reelle billede, for når der står en i en gul vest, kører bussen jo stille. De vil ikke ind i mit hus og konstatere problemerne, og det kan jeg jo ikke forstå, siger han.

Ifølge Tau Risvang er der da heller ikke behov for flere tekniske eksperter i gule veste, der kan måle vibrationer og se på sammensunken asfalt.

God start

- En god start kunne være at tage et møde med ham med nogle mennesker, der kommer ud og har lyst til at sætte sig ind sammen med ham og interessere sig lidt for ham og lytte til hans historie, siger han.

TV2 Østjylland har spurgt Aarhus Kommune til sagen. Byrumschef i Teknik og Miljø Trine Buus Karlsen har ikke ønsket at stille op til et interview, men har sendt et skriftligt svar.

Løbende dialog

- Vi har siden 2023 været i løbende dialog med Søren, og vi har flere gange været ude at besøge ham. Vi er enige med Søren i, at man kan høre bussen, når den kører forbi hans hus. Vi anerkender frustrationen over de gener, Søren oplever, skriver hun og påpeger, at støj og rystelser følger med, når man bor i en stor by.

Trine Buus Karlsen svarer ikke direkte på, om kommunen vil imødekomme Søren Christensens ønske om at besøg inde i hans hjem, men hun oplyser, at der ikke er praksis for at måle støj og vibrationer indvendigt.

Trukket GPS-data

Det har ikke været muligt at få svar på, hvilke 'nationale regler' der forhindrer en hastighedsnedsættelse på Søndervangs Allé.

TV2 Østjylland har også været i kontakt med Aarbus i forhold til Søren Christensens ønske om lavere hastighed.

- Vi kører efter de givne forhold på stedet og de gældende færdselsregler. Vi har trukket GPS-data, der viser, at busserne på en given dag kører mellem 17 og 29 kilometer i timen gennem slusen, siger vicedirektør og presseansvarlig hos Aarbus Sanne Gaarsdal.

Powered by Labrador CMS