SSI har vurderet risiko for mink-avl

Konsekvensen kan være stor, hvis bekymrende coronavariant opstår, men sandsynligheden er lav, vurderer SSI

Udgivet Opdateret

Statens Serum Institut (SSI) anser sandsynligheden for, at der opstår en bekymrende virusvariant ved begrænset dansk minkavl for at være lav.

Det fremgår af en opdateret vurdering af sundhedsrisikoen for mennesker, som Sundhedsministeriet har bedt om.

Rapporten er offentliggjort tirsdag eftermiddag.

Lav sandsynlighed 

SSI skriver ganske vist, at det er svært at estimere en præcis sandsynlighed for, at bekymrende varianter opstår, men konkluderer alligevel:

- Samlet kan sandsynligheden karakteriseres som lav og antages at være betydeligt mindre end sandsynligheden for, at disse vil opstå i en verdenspopulation på 7,9 milliarder mennesker (...), skriver instituttet.

Selv om sandsynligheden er lav, kan konsekvensen, hvis det sker, blive "stor", understreger SSI.

Midlertidigt forbud

Det skyldes risikoen for globalt "nedsat infektions-, sygdoms- og epidemikontrol via vacciner".

Det er midlertidigt forbudt at opdrætte mink.

Det har det været, siden millioner af mink blev slået ned i efteråret 2020 og den følgende vinter af frygt for nye mutationer af coronavirus.

Rapporten ventes at blive en væsentlig del af beslutningsgrundlaget for, om det fortsat vil være forbudt eller igen vil blive tilladt.

Samme som resten af befolkningen

Ud over at se på risikoen for bekymrende varianter vurderer rapporten også risikoen for minkarbejdere.

Her når rapporten frem til, at medmindre der opstår bekymrende varianter i en besætning, vil risikoen for alvorlig sygdom hos ansatte "alt andet lige være den samme som for smittede i resten af befolkningen".

Minkavlerne har kunnet vælge mellem erstatning for permanent nedlukning af minkproduktionen eller en såkaldt dvaleordning.

1243 minkavlere har søgt erstatning for nedlukning, mens 15 har søgt om dvalekompensation.

Regeringen besluttede i november 2020, at alle landets mink skulle slås ned. Det skete af frygt for, at et muteret coronavirus kunne nedsætte effekten af kommende vacciner mod covid-19. (Arkivfoto.)
Regeringen besluttede i november 2020, at alle landets mink skulle slås ned. Det skete af frygt for, at et muteret coronavirus kunne nedsætte effekten af kommende vacciner mod covid-19. (Arkivfoto.)

Overblik over mink-sagen

* April:

Der bliver konstateret covid-19 i to hollandske minkbesætninger.

* Juni:

15. juni findes der covid-19 i en minkbesætningen i Danmark, nærmere bestemt i Hjørring.

17. juni skriver Sundhedsstyrelsen, SST, og Statens Serum Institut, SSI, at “såfremt der kan ske smitte fra mink til mennesker, kan mink udgøre et smittereservoir, der kan udgøre en smitterisiko for mennesker.”

Det anbefales, at covid-19 i mink undersøges nærmere.

19. juni: Det bliver slået fast, at mink og mennesker har smittet hinanden.

24. juni: Fødevarestyrelsen begynder screening af minkfarme for covid-19.

* Juli:

6. juli starter en række myndigheder og styrelser et samarbejde omkring overvågning af situationen med covid-19 i mink. Det siges samtidigt, at man ikke mener, der er behov for at slå mink ned ud fra “et forsigtighedsprincip”.

Regeringen stopper praksis med at slå smittede minkbesætninger ned.

18. juli får Fødevarestyrelsen at vide, at smittekæder har tilknytning til minkbesætninger.

* September:

7. september skriver Sundhedsstyrelsen til Sundheds- og Ældreministeriet i et notat, at genetiske undersøgelser har vist mutationer på de dele af virus, vacciner angriber.

8. september bliver notatet sendt til Sundheds- og Ældreministeriet samt Miljø- og Fødevareministeriet, der skal vurdere yderligere tiltag for at bremse smitte hos mink.

Notatet bliver ikke forelagt nu forhenværende fødevareminister Mogens Jensen (S).

15. september skriver Fødevarestyrelsen i et notat, at SSI vurderer risikoen for smitte fra mink til menneske til at være “høj”.

Det bliver samtidigt beskrevet, at man ikke kan konkludere, at mutationer vil hæmme vaccine, men at SSI “anfører, at der fortsat sker betydelige genetiske ændringer i minkvarianten, som vækker bekymring for fremtidig human immunitet.”.

21. september modtager Sundheds- og Ældreministeriet et notat fra SSI om, at der er opstået nye virusvarianter i mink, der er spredt til mennesker. Og at det giver anledning til “generel bekymring” om mutationer af covid-19 i mink.

– Den fortsatte udvikling af virus i mink med flere og flere mutationer i spikeproteinet og spredning ved videresmitte til mennesker i Danmark, kan derfor udgøre en potentiel fare for folkesundheden, står der i notatet.

24. september skriver Sundhedsstyrelsen i et notat, at inddæmning af covid-19 i mink ikke har været tilstrækkeligt, at der kan være behov for yderligere tiltag og at manglende inddæmning kan have “store konsekvenser for smittespredningen”.

* Oktober:

1. oktober beslutter regeringen på grund af fortsat, kraftigt stigende smitte, at syge mink og raske mink inden for 7,8 kilometer af syge mink skal slås ned.

13. oktober siger SSI’s Anders Fomsgaard, at muteret covid-19 fra mink kan ødelægge effekten af en kommende vaccine.

26. oktober orienteres Folketinget om, at der er observeret mutationer af covid-19, der kan hæmme kommende vacciner.

* November:

3. november skriver SSI i en risikovurdering, at #fortsat minkavl under en igangværende COVID-19 epidemi indebærer en betydelig risiko for folkesundheden, herunder for mulighederne for at forebygge COVID-19 med vacciner.”

Her er 225 minkfarme konstateret smittet.

4. november meddeler regeringen, at alle mink i Danmark skal slås ned.

Powered by Labrador CMS