Sygehus forvekslede lig - familien opdagede det i sidste øjeblik

Da familien opdagede ombytningen, var den anden families bisættelse netop overstået.

Udgivet Opdateret

Citathistorie: TVSYD

Da Svend-Erik Grandt tirsdag den 7. maj skulle tage afsked med sin bror fra kapellet på Aabenraa Sygehus, tog bisættelsen pludselig en chokerende drejning.

Datteren til den afdøde, Heidi Grandt, havde besluttet, at kisten skulle være åben, så familien kunne tage afsked med ham på den måde.

- Hun gik hen til kisten som den første og fik et chok. Det var ikke min bror (hendes far, red.), som lå i kisten, og det sagde hun til bedemanden, siger Svend-Erik Grandt til TV SYD.

Det viste sig, at sygehuset havde byttet rundt på to personer i kølerummet.

Broren var i stedet blevet bisat fra Egernsund Kirke.

Meget rystet

Her er sognepræsten, som stod for bisættelsen, meget rystet.

- Det må bare ikke ske. Det er det værste mareridt for enhver præst. Alle skal lige sunde sig efter den her oplevelse. Det har været meget voldsomt for alle parter, og familien er naturligvis også meget berørt af situationen, siger Kirsten Schmidt.

Svend-Erik Grandt og familien endte med at få kisten hentet af bedemanden i Egernsund, og med lidt forsinkelse kunne bisættelsen fortsætte. Med den rigtige mand i kisten.

En menneskelig fejl

TV SYD har kontaktet Sygehus Sønderjylland for at få et svar på, hvordan det kunne ske. Sygehuset bekræfter hændelsen og skriver i et skriftligt svar:

- Der er sket en menneskelig fejl ved overlevering af afdøde og det beklager Sygehus Sønderjylland overfor Heidi Grandt og hendes familie. I og med at det er en menneskelig fejl, ser Sygehus Sønderjylland ingen grund til at lave om i procedurerne. Sygehuset fører ikke journal over antallet af fejludleverede mors, men vi erindrer ikke, at det er sket tidligere. Da det er en personsag, har vi ikke yderligere kommentarer, men tilbyder Heidi Grandt en dialogsamtale, som vi håber, at hun vil tage imod, lyder det i det skriftlige svar fra Sygehus Sønderjyllands presseafdeling.

Powered by Labrador CMS